Den madudbringer, der i weekenden blev afsløret med bukserne nede hos en 85-årig kvinde i København, er for nylig blevet dømt for overtrædelse af straffeloven.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I januar sidste år blev han idømt en betinget straf på 14 dages fængsel for at have fremsat trusler over for en tidligere arbejdsgiver. Angiveligt fordi han mente sig snydt for penge.

Den 51-årige mand blev ikke desto mindre for få måneder siden ansat i det private firma Multi Trans, der over hele landet leverer mad til ældre for kommunerne.

»Selvom vi ikke på nuværende tidspunkt kender til skyldspørgsmålet, så har vi i virksomhedens 31-årige historie aldrig før oplevet noget som dette.

Svigt i procedurerne
Vi stiller meget høje krav til vores vognmænd og deres ansatte og kræver i denne forbindelse blandt andet en ren straffeattest og en sund økonomi,« meddelte firmaets stifter og direktør Jens J. From i går i en pressemeddelelse.

Ifølge firmaets talsmand var Multi Trans slet ikke bekendt med, at medarbejderen havde en straffelovsdom.

»Vi har ikke set den pågældendes straffeattest, men jeg har ingen kommentarer til den del af det, før vi har været til møde med Københavns Kommune. Der er sket et svigt i procedurerne, som vi må stramme op i forhold til kommunen,« siger Brian Sørensen fra Multi Trans.

I sundhedsforvaltningen undrer man sig over, at den straffede madudbringer kunne arbejde i et firma, der kræver ren straffeattest:

»Det lyder i hvert fald besynderligt. Det er noget af det, som vi vil bede om en nærmere forklaring på, når vi på torsdag mødes med Multi Trans for at få en redegørelse,« siger vicedirektør Lene Sillasen fra sundhedsforvaltningen i Københavns Kommune.

Set af sygeplejerske
Med til mødet på torsdag er også inviteret vikarfirmaet Adecco, hvorfra en hjemmesygeplejerske i onsdags blev varetægtsfængslet. Kvinden sigtes for forsøg på at brænde en 88-årig kvinde inde, efter at den kommunale hjemmesygeplejerske havde hævet en halv million kroner på den 88-åriges konto.

I den aktuelle voldtægtssag var den anholdte ifølge Multi Trans stadig i prøvetiden af sin ansættelse med løntilskud fra Københavns Kommune, og var blevet anvist og anbefalet af kommunen via Center for Erhvervsrettet Træning.

I et grundlovsforhør i går fik den 51-årige mand forlænget sin anholdelse i tre døgn. Han nægtede sig skyldig og hævdede, at han var kommet for at få en kop kaffe hos den senile kvinde, som han bragte mad ud til i weekenderne.

Manden er dog stærkt belastet af forklaringen fra en intetanende hjemmesygeplejerske, der kl. 20.45 lørdag aften lukkede sig ind i den 85-åriges lejlighed på Tomsgårdsvej.

Lyset var slukket, men hun hørte tumult fra soveværelset. Her lå den hjælpeløse kvinde på ryggen i sin seng med spredte ben, mens den nøgne madudbringer havde varmet sig selv op i en grad, så hjemmesygeplejersken fik serveret hans erigerede lem for sit blik. Manden blev så forfjamsket over at blive forstyrret, at han gik ind i et skab. Kort efter tilføjede han dog, at han var ved at lægge den gamle dame i seng og nok skulle klare resten. Kort efter slog hjemmesygeplejersken dog alarm efter at have rådført sig med en kollega, og søndag morgen blev madudbringeren anholdt.

Ble til teknisk undersøgelse
Fra den gamle dames soveværelse har kriminalpolitiet blandt andet taget et par sammenrullede trusser, en ble og flere servietter med fugtpletter med til nærmere tekniske undersøgelser.

»På baggrund af de seneste sager har vi besluttet at invitere alle sundhedsforvaltningens private leverandører til et møde, så vi i fællesskab kan drøfte, hvordan vi i hjemmeplejen kan øge kvaliteten og sikkerheden for borgerne,« siger vicedirektør Lene Sillasen fra sundhedsforvaltningen i København.

baa@bt.dk