En blødende kvinde henvendte sig nytårsaften til en buschauffør ved parkeringspladsen ved Ølby Stationscenter i Køge. Hun blødte kraftigt fra mave og hænder.
Et drama mellem mand og kone udspillede sig nytårsaften på en parkeringsplads i Køge. En buschauffør henvendte sig til politiet, efter han var kommet i kontakt med en blødende kvinde. Politiet var hurtigt på stedet.
Den 51-årige kvinde blev hurtigt brag til behandling på Køge Sygehus, hvor hun i en overgang var i livsfare.
På sygehuset kunne man konstatere, at hun var blevet tildelt flere knivstik med indre blødninger tilfølge.
På parkeringspladsen, hvor kvinden blev fundet, fandt politiet også frem til kvindens 49-årige mand, der blev anholdt mistænkt for at have påført hustruen skaderne.
Ægtemanden blev søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk. Her blev han sigtet for at have sprøjtet hustruen i ansigtet med peberspray og herefter forsøgt at slå hende ihjel ved at tildele hende flere livstruende knivstik.
Den 49-årige ægtemand erkender faktiske forhold, men nægter at have haft til hensigt at slå hustruen ihjel.
Manden blev varetægtsfængslet til den 26. januar.