Hvad sker der indeni de mange hundrede teatergængeres hoveder, når de pludseligt forvandles fra afslappede, oplevende tilskuere til gidsler i yderste livsfare?
Her er et sandsynligt forløb, som praktiserende psykolog Richard Lionheart ser det. Lionheart er bl.a. kriserådgiver for forsikringsselskabet SOS International.1. Da gidseltagerne trænger ind i teatret, tror gidslerne ikke på sagens alvor. Det skyldes bl.a. at antallet af gidsler er uvirkeligt stort.
2.Da gidselflokken er så stor, vil hvert gidsel med Lionhearts ord »forsøge at trylle sig om til en kanin«, dvs. gå i et med flokken eller billedligt udtrykt på en anden måde »gå i et med fodpanelet.«
3.Der indtræder også en række fysiske tilstande, der påvirker psyken hos gidslerne. Der pumpes voldsomme mængder adrenalin i blodet. Det betyder, at sult- og tørstfornemmelser forsvinder, men trangen til toiletbesøg trænger sig voldsomt på. Selv om gidslerne skulle få lov at gå på toilettet, vil den situation være uoverskuelig i et teater.
Det er ikke indrettet til, at alle skal på toilettet på en gang. Adrenalin-udskillelsen mobiliserer kamp- eller flugtinstinktet. Formentlig får flugt-instinktet overtaget, men da flugt ikke lader sig gennemføre i teatret, bliver reaktionen i stedet harens: Harens forsvarsmekanik, når den ikke kan løbe, er at trykke sig for at blive overset.
4. Fysisk har gidslerne nu tømt sig for afføring. Hvor fysisk ubehagelig situationen er, afhænger af gidslernes adgang til toiletter. Nu går fordøjelsen i stå. Varer gidseltagningen i flere dage, indtræder forstoppelse.
Psykisk indtræder en nøgternhed hos gidslerne. Den gør, at de ikke tager sig så meget af med-gidslernes følelser, men mere er optaget af at være fælles om kampen for at overleve. Denne tilstand kan vare i flere døgn.
5. Gidslernes fysiske tilstand vil i adskillige dage være rimelig god, hvis de i forvejen var sunde og raske. Blot man får væske, kan man klare en krisesituation ganske længe uden mad og søvn. Ofte bryder de sanitære forhold sammen ved omfattende gidsleltagninger som den i Moskva, men afgørende på længere sigt er altså, at gidslerne kan få adgang til i det mindste en vandhane.
6. Gidslerne indser på længere sigt deres situation og går ikke ud og er aktive mod gidseltagerne. Hvis trangen til aktivitet presser på, overtaler gidslerne hinanden til at lade være. Det ville også være en dårlig ide, hvis der er sprængstof i lokalet.
Der kan opstå en slags venskab mellem gidsler og gidseltagere, men gør det ikke altid. Venskabet skyldes, at begge parter har en fælles oplevelse: Både gidsler og gidseltagere er i yderste livsfare. Nogen skal sandsynligvis dø, og det giver fællesskab.
7. Når gidseldramaet har fundet sin udgang: De overlevende, hvis der er nogen, vil straks efter afgørelsen være stærkt søgende efter facts: Hvad var det, der skete her? Og hvor var de andre?
Det er den proces, der gør, at gidsel-grupper bringes sammen af psykologer lige efter krise-oplevelsen. At opleve andres gidslers reaktioner giver også gidslerne mulighed for at forholde sig til deres egen oplevelse. Når man fortæller egen oplevelse, giver man de andre noget at forholde sig til.
I visse tilfælde forbedrer krisepsykologerne resultatet ved at tale kvalificeret med hvert enkelt gidsel, hvis det synes at forbedre den enkelte situation.
