Det er forsvundne Lisa Sofie Andersens eksmand, som er sigtet for drabet på sin tidligere kone. Manden fremstilles lige nu i grundlovsforhør i Retten i Glostrup. Han erklærer sig uskyldig i drabssigtelsen.

Han sigtes for at have dræbt Lisa Andersen den 22. december mellem klokken 16.10 og 20.35. Han nægter sig skyldig, men vil gerne besvare spørgsmål af anklageren i grundlovsforhøret, men det kan knibe med hukommelsen, da han har sukkersyge, siger hans forsvarer

Parret boede ifølge B.T.s oplysninger sammen i en årrække, men gik fra hinanden i løbet af foråret. Nu er den 48-årige mand fra Herlev sigtet for at have dræbt sin 37-årige ekskone.

Parret har en fire år gammel søn sammen.

Lisa Sofie Andersen forsvandt 22. december og selvom politiet ikke officielt mistænkte bestemte personer for at stå bag hendes forsvinden, valgte de onsdag aften at anholde den 48-årige mand fra Herlev.

Det var ellers eksmanden, som juleaftensdag gjorde Lisa Sofie Andersens søster opmærksom på, at Lisa Sofie Andersen ikke som aftalt var hjemme, da han kom for at aflevere det tidligere ægtepars fælles søn.

Herefter anmeldte Lisa Sofie Andersens søster sagen til politiet.

Det er stadigvæk ikke lykkes politiet at finde Lisa Sofie Andersen.

De beder derfor offentligheden om hjælp. Københavns Vestegns Politi oplyser, at man fortsat ønsker oplysninger fra alle, der kan bidrage til at finde Lisa Sofie Andersen, eller som i øvrigt har oplysninger om hendes forsvinden på 43 86 14 48.

Der er navneforbud i sagen.