En 42-årig mand blev onsdag anholdt af politiet på sin bopæl.

Grunden til anholdelsen var et mildest talt anstrengt forhold til mandens to udlejere, der var mødt op ved hans lejlighed.

Episoden er kort beskrevet i Østjyllands Politis døgnrapport.

Rapporten fortæller om, hvordan de to udlejere var mødt fysisk op på den 42-åriges adresse i Spentrup nord for Randers for at opkræve husleje.

Manden skulle ifølge sigtelsen have truet de to udlejere verbalt og have peget på dem med en hardballpistol – et legetøjsvåben, der bærer stærk lighed med en ægte pistol.

Udlejerne trak sig efterfølgende væk fra stedet og ringede til politiet, som kort efter anholdt manden.

Politiet skriver, at der ud over to hardballpistoler blev fundet en ulovlig peberspray og en mindre mængde narko under ransagningen af lejligheden.

Den 42-årige er derfor også sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og besiddelse af euforiserende stoffer.