»Du får flere tæsk, hvis du melder det til politiet.«

Sådan truede en ældre dreng angiveligt sit 16-årige offer, efter han fredag aften i Frederikshavn havde sparket ham i hovedet fem til ti gange på naturlegepladsen i Bangsboskoven.

Det skriver Kanal Frederikshavn.

Den 16-årige dreng, der bor på et opholdssted, valgte dog ikke at lytte til truslen. I stedet ønsker han at sætte mere fokus på den vold, der er blevet hverdag for flere af de unge i den nordjyske by, hvor grupperinger af unge mennesker mødes forskellige steder i byen. Naturlegepladsen er et af mødestederne.

Det fortæller hans mor, der ifølge det nordjyske medie kender navnet på den 18-19-årige mand, der angiveligt stod bag overfaldet på hendes søn. Hun ved også, hvor overfaldsmanden bor.

»Han er én af dem, som styrer grupperne. Han har lavet mange ting. Hærværk, stoffer og vold. Men hvorfor bliver der ikke grebet ind? Hvorfor får han lov til det? Hvorfor har har så frie tøjler? Ved hans forældre ikke, hvad han laver? Han bor hjemme, men han skal hjælpes ud af sine problemer,« siger hun til Kanal Frederikshavn.

De mange spark mod hovedet førte til, at den 16-årige fik hjernerystelse og problemer med sit syn. Men politiet kunne ikke gøre noget fredag aften, da der ifølge moderen kun var en patrulje på vagt, som ikke kunne stille noget op over for de 40-50 unge, der var forsamlet på naturlegepladsen.

Derfor efterlyser hun nu mere politi på gaden i et forsøg på at opløse grupperingerne og give flere ressourcer, så politiet kan køre ud til den 18-19-årige mand, så han kan komme på 'rette køl'. Ifølge den 16-årige drengs mor skal gerningsmanden have hjælp til at få et værdigt liv.

Den 16-årige skulle mandag være begyndt på Frederikshavn Produktionsskole, men overfaldet har ført til, at skolestarten er blevet udsat.