Hvis dansk succes skal måles ud fra antallet af scoringer, så var det en stor ishockey-nat for Danmark i NHL.

Men Frans Nielsen, Mikkel Bødker eller Jannik Hansen sidder sikkert ikke tilbage med fornemmelsen af storhed trods deres scoringer for henholdsvis New York Islanders, Phoenix Coyotes og Vancouver Canucks.

Ingen af scoringerne var med til at udmønte sig i en sejr for de respektive hold, selvom det var tæt på for især New York Islanders og Vancouver Canucks.

Frans Nielsens og hans Islanders røg i shootout mod Tampa Bay Lightning, der endte som sejrherre med 3-2. Samme skæbne overgik Jannik Hansen og Canucks i opgøret mod Minnesota Wild, mens Mikkel Bødkers føringsmål efter seks minutter af kampen mod Montreal Canadiens og Lars Eller ikke var nok til at holde canadierne bag sig. Canadiens vandt det opgør 3-1.

Philip Larsen var også i aktion for Edmonton Oilers, der tabte 0-3 til Los Angeles, mens målmand Frederik Andersen sad på bænken i samtlige 60 minutter i Anaheim Ducks 5-2-sejr over Detroit Red Wings.