Ulrik Wilbek har mandag sat navn på de spillere, der skal med i en tredages træningslejr i Aalborg i december.

Og der er blot blevet plads til 13 spillere i træningssamlingen. Det skyldes, at flere af profilerne fra de udenlandske ligaer er forhindret i at deltage på grund af kampe for deres klubhold. Det gælder Flensburg-Handewitt-spillerne Lasse Svan Hansen og Anders Eggert, Hamburgs Hans Lindberg og Nikolaj Markussen fra Atletico Madrid.

Forhindret er Barcelonas Jesper Nøddesbo også, og det er ærgerligt for den stærke offensive stregspiller, som ellers ville have fået chancen tilbage i rødt og hvidt. Det vakte undren i håndboldkredse, da Ulrik Wilbek trods store skadesproblemer på stregpositionen ikke indkaldte Nøddesbo til truppen under landsholdssamlingen i begyndelsen af november. Det blev flere steder tolket som om, at Jesper Nøddesbo definitivt var en færdig mand på landsholdet - men den teori afliver Ulrik Wilbek altså nu.

- Status er, at Jesper ikke kan deltage, fordi han skal spille kampe for sit klubhold. Ellers var han blevet udtaget.

Så han er stadig i spil til VM?

- Ja, det er han. Det handler bestemt ikke om, at han er ude af billedet til VM. Det er han på ingen måde, siger Ulrik Wilbek.

Landstræneren har også udtaget Mikkel Hansen, og selvom den danske stjerne i øjeblikket er skadesramt, så er Wilbek ikke bekymret for, at han må undvære venstre backen, som det ellers var tilfældet ved sidste landsholdssamling.

- Det går, som det skal med ham, så jeg regner med, at han er klar til den tid. Mikkel har heller ikke fået en ny skade, som det ellers er blevet fremlagt nogle steder i medierne. Det, der er blevet udnævnt til at være en ny skade, er en af de tre, som vi fandt, da vi scannede ham under vores samling, siger landstræneren.

Samlingen i Aalborg er den sidste mulighed for Wilbek for at se spillerne an, inden han senere i december udtager sin VM-trup. Set i det lys er det værd at bemærke, at rutinerede Kasper Nielsen for anden gang i træk er fravalgt. Samtidig er der genvalg til Henrik Møllgaard, som ligner Wilbeks nye foretrukne forsvarsgeneral.

Skal man lægge noget i, at Kasper Nielsen for anden gang ikke er udtaget?

- Ja, det skal man jo. Men som jeg også har snakket med Kasper om, så arbejder vi jo lige nu ud fra at få det koncept til at fungere, som vi forsøgte os med i kampene mod Argentina (i starten af november red.), hvor vi kigger meget på at få kontrafasen til at køre, hvor Henrik Møllgaard er meget vigtig. Og skulle det vise sig, at vi står og mangler en stærk forsvarsspiller, så kan jeg indkalde Kasper.

Betyder det, at der ikke er plads til både Henrik Møllgaard og Kasper Nielsen på landsholdet?

- Det betyder det ikke nødvendigvis. Men jeg vil sige det sådan, at jeg lige nu har svært ved at se et landshold uden Henrik Møllgaard.

Af de 'sædvanlige navne' på landsholdet mangler også Bo Spellerberg, der ligeledes var udeladt ved den seneste samling. Det var dog mere forventet, da bagspilleren i øjeblikket kæmper for at blive fit efter en skulderskade.

Landstræneren har udtaget følgende spillere til truppen, der er samlet i Aalborg fra d. 3.-5. december.

Målmænd: Niklas Landin, Jannick Green og Tim Winkler.

Fløjspillere: Casper Ulrich Mortensen og Kasper Irming

Stregspillere: Rene Toft Hansen og Henrik Toft Hansen

Bagspillere: Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard, Morten Olsen, Rasmus Lauge, Mads Larsen og Kasper Søndergaard.

Desuden er seks spillere udtaget til samlingen som supplement:

Stefan Hundstrup, Jeppe Riber, Patrick Wiesmach, Frederik Børm, Rune Ohm og Chris Jørgensen.