Sportschef i DHF Ulrik Wilbek vil undersøge, om DHFs delegation har kendt til regelændringen.

Ulrik Wilbek sidder i øjeblikket hjemme i Danmark, og følger med i regelkaosset nede i Beograd og undrer sig. For hvordan kunne det ske, at DHF har misset regelændringen om den famøse femteplads? Og har DHF vitterligt misset den?

Det er spørgsmål, som sportschef i DHF og herrelandstræner Ulrik Wilbek stiller sig.

- Der er ingen tvivl om, at reglen er ændret, og der bliver intet at spille om. Spørgsmålet er så, om det er blevet kommunikeret ud til vores delegation, det er dét, vi skal have opklaret. Lige nu er det meget nyt, og der er mange postulater og kaos. Det er vigtigt, at vi får klarlagt, hvad der er orienteret om fra EHFs side, siger Wilbek.

- Inde på den officielle EHF-hjemmeside står der stadig, at femtepladsen er adgangsgivende, og det er naturligvis den, man har gået efter fra vores side. Når det er sagt, må vi finde ud af, om denne regelændring virkelig er blevet udmeldt på det tekniske møde, siger Wilbek.

- Det vil dog undre mig meget, hvis det forholder sig sådan, for Pytlick har sagt så mange gange, at det var vigtigt med en femteplads, så mon ikke der var en fra vores delegation, som var med på det tekniske møde, der ville have sagt det til Pytlick, siger Wilbek.

- Men det er klart, at skulle der være en fra delegationen, der har vidst, at det har været sagt på det tekniske møde, så er DHF ikke uden skyld. Men det ved vi ikke endnu, før vi har fået snakket med dem, siger Wilbek.

Ud over meddelelsen på det tekniske møde, har EHF meddelt, at alle delegationer har fået udleveret et kampprogram eller regelsæt, hvor ændringen står på side 1. Men det har Wilbek, der var i Serbien i de første fem dage af slutrunden, aldrig set.

- Det med, at ændringen skulle på side 1 i kampprogrammet, kan jeg kun sige dette til: Vi har slet ikke fået udleveret et kampprogram i den danske delegation, for da vi var i Nis, var der ingen kampprogrammer, siger Wilbek.

Den danske delegation, der har deltaget i det tekniske møde er ifølge Wilbek holdleder Inge Märcher og delegationsleder Tina Fensdal.