Hvad blev der af de ikoniske landsholdsspillere, som plaffede mål ind på samlebånd og gjorde herrehåndbold til noget, hele Danmark pludselig holdt af?

Med B.T.s STJERNE-STAFET tager vi under EM temperaturen på legenderne. Turen er nået til målmandsveteranen Kristian Asmussen – også kendt som 'Nøller', der fik 76 kampe for det danske landshold.

Hvad bruger du din tid på i dag?

»Jeg har mit eget murerfirma. Det havde jeg også, mens jeg stadig spillede. Det ligger i Nordsjælland, så da jeg var i Skjern og Kolding, pendlede jeg, og så holdt jeg fri de dage, jeg trænede. Det var sgu nogle lange ture. Jeg tog derover mandag, og så trænede jeg to dage og spillede kamp.«

Nøller har i dag sit eget murerfirma.
Nøller har i dag sit eget murerfirma. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hvem taler du stadig med af de gamle stjerner?

»Jeg er jo meget gode venner med Lars Krogh Jeppesen, Lars Jørgensen, Morten Bjerre, Christian Hjermind, Ian Marko Fogh, Nikolaj Jacobsen og Lars Christiansen. Vi mødes jo to gange om året, så det er hyggeligt. Jeg spiller rigtig tennis normalt, men når vi mødes, spiller vi padel.«

Håndbolden har ændret sig meget! Hvad var bedst ved 'de gamle dage'?

»Vi havde det supergodt sammen. Først og fremmest var det selvfølgelig for at vinde noget, men vi var jo nogle drengerøve. Vi ville meget gerne afslutte med at tage en tur i byen. Vi fik som regel lov. Det var Nikolaj Jacobsen, der var god til at forhandle det hjem. Det var en helt anden tid i forhold til nu. Man skal også passe mere på nu, fordi der er så mange kampe.«

'Nøller' nåede blandt andet forbi BM Altea, Magdeburg og Skjern i sin aktive håndboldkarriere.
'Nøller' nåede blandt andet forbi BM Altea, Magdeburg og Skjern i sin aktive håndboldkarriere. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hvad er dit vildeste eller mest mærkelige landsholdsminde?

»Jeg kan huske, da vi spillede en kvalifikationskamp i Jugoslavien. Jeg kom til at hive op i trøjen, som jeg havde for vane, og det skulle jeg ikke have gjort. Der blev kylet lightere og mønter efter mig. Mine holdkammerater sad og rystede på hovedet. Jeg kunne ikke lade være, jeg stod en god kamp. Det, synes jugoslaverne, ikke var en god idé. Er du gal, de kylede mønter efter mig.«

Hvilken holdkammerat overraskede dig allermest – på godt eller ondt?

»Jeg spillede sammen med Lars Krogh. Han var virkelig dygtig dengang. En sjov, lang mand. Da han var på toppen i Flensburg, der var han virkelig god. Han kom til Nordsjælland, som dengang hed Team Helsinge, da han var 17 år. Han blev god på rekordtid.«

Lars Krogh Jeppesen (tv.) og Kristian Asmussen (th.) spillede blandt andet sammen i Team Helsinge.
Lars Krogh Jeppesen (tv.) og Kristian Asmussen (th.) spillede blandt andet sammen i Team Helsinge. Foto: Lars Møller/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvem var den største bisse at spille imod?

Nedeljko Jovanović fra Jugoslavien. Han var bare en idiot. Han gik til grænsen og lidt over. Hans attitude … Han var crazy og ikke særlig sympatisk. Han spillede lige over grænsen med alt.

Vinder Danmark EM?

»Ja, jeg synes fandeme, de har nogle gode spillere og et godt trænerteam. Bredden er så god og deres målmænd er så sindssygt gode. Jeg vil sige, at de er favoritter, men Sverige og selvfølgelig Frankrig er også gode.«

Har du et godt råd til de unge gutter i dag?

»Husk at nyd det, for nogle gange er man bare i det. Så er det den ene kamp efter den anden. Husk især at nyd, at det er i Tyskland, for det er bare det bedste sted at afvikle mesterskaber, fordi arenaerne er fyldte. Husk at kig op og få det ind på lystavlen for et evigt minde.«

En glad Lars Krogh og Kristian Asmussen, der var blevet udtaget til landsholdet af den daværende landstræner Keld Nielsen (i midten).
En glad Lars Krogh og Kristian Asmussen, der var blevet udtaget til landsholdet af den daværende landstræner Keld Nielsen (i midten). Foto: Nils Meilvang/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fra Søren Stryger. Som tidligere målmand, hvordan kan det så være, at du altid taber i ministraffe?

»Haha, ej hvor er det dårligt. Det er måske rigtigt nok. Det er nok min skudteknik, der ikke er så skide god. To varianter … Der har jeg tabt mange sodavand til træning.«

Hvilken tidligere spiller skal vi sende stafetten videre til – og har du et drillespørgsmål til ham?

»Morten Bjerre. Hvorfor er du den dårligste til padel? Han kan ikke bevæge sig.«