Hvad blev der af de ikoniske landsholdsspillere, som plaffede mål ind på samlebånd og gjorde herrehåndbold til noget, hele Danmark pludselig holdt af?
Med B.T.s STJERNE-STAFET tager vi under EM temperaturen på legenderne. Første mand genbesøgt er fyrtårnet Anders Dahl-Nielsen.
Den i dag 72-årige tidligere træner og landsholdsspiller blev i sine bedste år betegnet som en af verdens bedste spillere. Han nåede 209 landskampe.
Hvad bruger du din tid på i dag?
»Jeg er jo pensioneret. Da jeg var aktiv som træner og spiller, var håndbold ikke noget, man kunne leve af. Jeg er uddannet idrætslærer, og det er jeg pensioneret fra. I 25 år har jeg haft tilknytning til Skjern Håndbold, og der har jeg stadig tilknytning til det sportslige udvalg, hvor jeg er med til at lave strategi.«
Hvem taler du stadig med af de gamle stjerner?
»Jeg taler stadig sporadisk med dem. Ikke som nære venner, men jeg møder af og til Morten Stig Christensen, som er formand for Dansk Håndbold, Mogens Jeppesen og nogle få andre stykker. Det er stadig kammerater.«
Håndbolden har ændret sig meget! Hvad var det bedste ved 'de gamle dage'?
»Jeg tror da, at enhver elitesportsudøver – uanset om det er i dag eller for 40 år siden – har prøvet at opnå det ultimative i forhold til de muligheder, der er og var. Dengang var håndbold en amatørsport og ikke noget, man kunne leve af. Man prøvede at optimere sin træning og blive så dygtig indenfor de muligheder, man havde dengang og for at finde en beskæftigelse, der passede som elitesportsudøver.«
»Da jeg blev student, var jeg lige begyndt at lugte til landsholdet, og jeg begyndte at finde ud af, hvad jeg skulle leve af. Så jeg studerede idræt ved siden af, og det gik godt hånd i hånd i forhold til det fysiske og i forhold til at udvikle sig indenfor håndboldsporten. Det var ret typisk for de landsholdsspillere, der var på det tidspunkt. Man prøvede at optimere sin erhvervsmæssige karriere i forhold til at kunne deltage på håndboldlandsholdet.«
Hvad er dit vildeste eller mest mærkelige landsholdsminde?
»Da jeg spillede på landsholdet var vi rene amatører, og vi konkurrerede mod østeuropæere. De stærkeste nationer var østeuropæiske lande. Dem, vi spillede mod, var statsamatører. Det var altid en kæmpe udfordring at se, om man kunne spille lige op med spillere, som mere eller mindre levede af det. Det var hver gang en utrolig oplevelse af rejse rundt i det tidligere Østeuropa, og se hvordan det var og udviklede sig. Og da muren faldt, sprang alle op med armene i vejret.«
Hvilken holdkammerat overraskede dig allermest – på godt eller ondt?
»Jeg synes jeg har mødt utrolig mange fantastiske mennesker – både på landsholdet og fra mange af de andre nationer. Alle dem, der spillede på landsholdet, var jo store personligheder. Ved siden af arbejde og familie skulle man have overskud og motivation til at bruge hele sin fritid – og lidt mere – for at dygtiggøre sig indenfor sin sport.«
»Nogle af os ville blive så dygtige som muligt, mens andre brugte det som en mulighed for at se det meste af verden. Det var ikke så almindeligt for 40 år siden. Dengang, når man rejste med landsholdet, var der også respekt for, at man skulle have noget socialt samvær med dem, man spillede imod. I dag er det professionelle tilstande, hvor man kommer ind, spiller og rejser hjem igen. Det er nogle helt andre forhold. Oplevelsen var, at man fik et udsyn til, hvad der foregik i mange andre lande.«
Hvem var den største bisse at spille imod?
»Jeg tror, vi alle gav og tog af et godt hjerte. Det er klart, at når vi spillede mod nationer, som var os fysisk overlegne, så var de i en fysisk tilstand, som vi andre ikke var, fordi de havde mulighed for at vægttræne. Det var det, der var vores største udfordring. Vi stod for noget teknisk velpoleret håndboldspil, men det blev tit smadret af beton-håndboldforsvar.«
Vinder Danmark EM?
»Ja, det tror jeg. Den udvikling, dansk håndbold har været igennem de sidste fem år, er helt unik. Danmark udstikker udviklingen for, hvordan håndbolden skal spilles. For ti år siden skulle man være så stor og stærk som muligt. I dag skal man være også dynamisk og trænet, men det primære er, at man har en god teknik og hurtighed.«
»Stort set alle klubhold rekrutterer jo danske spillere, fordi det er den retning, håndboldsporten udvikler sig. Jeg forventer, at Danmark klarer sig rigtig, rigtig godt, men selvfølgelig er der enkelte nationer, man skal holde øje med – primært Frankrig og Sverige.«
Har du et godt råd til de unge gutter i dag?
»Oplev og nyd de fantastiske muligheder, oplevelser, at man kan leve af sin sport, og at man kan skabe sig et fundament, som kan vare resten af livet. Husk at være motiveret og nyd det, for vi ved alle sammen, at med sport på det niveau kan karrieren slutte på et split sekund.«
Hvilken tidligere spiller skal vi sende stafetten videre til – og har du et drillespørgsmål til ham?
»En af de mest spændende personer er Erik Veje Rasmussen, som jeg har spillet sammen med. Hør ham i den tyske grammatik.«
