Den i forvejen geografisk bredtfavnende topklub i mændenes håndboldliga inddrager nu nye territorier ved at flytte kampe til Glostrup og Vordingborg.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Kasper Hvidt, Joachim Boldsen, Bo Spellerberg og de øvrige topspillere fra KIF Kolding København (KIF) skal fredag og lørdag på opgave i Europa Cuppen. Og selv om klubben har købt sig til, at begge kampe i anden runde af den såkaldte EHF Cup mod HC Lovcen fra Montenegro spilles i Danmark, bliver det på fremmed og uvant grund.

KIF har nemlig valgt at spille den første kamp fredag aften i Glostrup Hallen kl. 19.30, mens returkampen mod det montenegrinske mandskab spilles lørdag kl. 15.00 i Vordingborg.

Både Glostrup og Vordingborg har venskabsklubber til KIF, der dermed på én gang giver noget tilbage til nogle af de støtter, som klubben nyder godt af på Sjælland, samtidig med, at der er betydeligt større chance for, at kampene får en fyldt hal som kulisse.

For selv om der er tale om Europa Cup, ville det nok være lovligt optimistisk at tro på to gange 5.000 tilskuere, som der kan være i Brøndby Hallen, til to kampe mod et ukendt hold fra Montenegro.

- Vi er glade for at komme rundt i landet og vise vort nye projekt frem. Og vi er ekstra glade for at kunne spille hos to vigtige samarbejdsklubber, som blandt andet stiller med frivillige til kampene i Brøndby – og som også på anden vis bakker os op. Så for os er det helt perfekt at spille disse to kampe i Glostrup og Vordingborg, siger KIF-træner Peter Bredsdorff-Larsen.

I EHF Cup, der er en ny konstruktion i Europa Cup-regi, og som efter næste knockout-runde går over i et gruppespil, deltager også sidste års bronzevinder, Team Tvis Holstebro. Klavs Bruun Jørgensens team er lørdag på udebane mod polske Tauron Stahl Mielec, mens der er returmøde i Holstebro om en uge.

Endelig skal Bjerringbro-Silkeborg i Champions Leagues gruppespil på jagt efter en ny sejr efter sejren over franske Chambery, når holdet søndag kl. 17.00 på hjemmebane i Kjellerup Arena tager imod makedonske HC Metalurg, der har den serbiske landsholds-keeper og sprællemand, Darko Stanic, som største profil.