Uskyldige bliver dømt. Politiets efterforskning i stadig flere sager er kritisabel, mangelfuld og ensidig. Retssikkerheden i Danmark er, stik mod hvad mange tror, stærkt svækket, og det rammer især de svage grupper af samfundet og de grupper, som bliver lagt for had politisk og i den brede befolkning.

Det mener flere af Danmarks mest respekterede forsvarsadvokater.

- Der kan sagtens ligge et hav af danske justitsmord rundt omkring. Hensynet til at man skal sikre, at der ikke er personer, der bliver uskyldigt dømt eller underkastet forskellige ting, er minimeret, mens hensynet til, at nogle skal dømmes er gået op, siger Michael Juul Eriksen, der tilføjer:

- Store dele af befolkningen er flintrende ligeglade med f. eks. rockere og kriminelle indvandreres retssikkerhed, men det burde politikerne ikke være. De burde værne om de grundlovssikrede rettigheder, som alle mennesker i det her land har. Men det er der ingen stemmer i, og derfor har vi fået en politisk kultur, hvor det gælder om at overbyde hinanden, og dermed lægge pres på politiet og domstolene. Det sætter spor hele vejen ned gennem systemet.

Det er sagen mod den tidligere Hells Angels-rocker Brian Sandberg, som BT beskrev søndag, et eksempel på, mener han.

Og det er ‘bekymrende’, men en nærmest naturlig konsekvens af de seneste 10 til 15 års politiske debat og lovgivning, der har sat sine spor i hvert eneste led i det danske retsmaskineri: Flere skal dømmes, der skal dømmes hårdere, mens beviserne ikke længere skal være så stærke som tidligere. Samtidig viser flere sager, at selv om efterforskningen lader en del tilbage at ønske, så bliver der alligevel rejst tiltale.

Det gælder i høj grad sagen mod Brian Sandberg, påpeger Michael Juul Eriksen.

BT beskrev søndag, hvordan politiet i stedet for at efterforske objektivt, gå kritisk og hårdt til kronvidnet, MFP, lod sig styre af, at ‘man ville knalde Sandberg for mest muligt’. Politiet kunne - men undlod - at efterforske MFPs påstand om, at Brian Sandberg på et rockermøde havde givet en drabsordre, til bunds, da MFPs forklaring begyndte at smuldre. Alligevel blev Sandberg tiltalt og først frifundet, efter Michael Juul Eriksen på baggrund af et omfattende arbejde med bl.a. teleoplysninger kunne dokumentere, at vidnets forklaringer ikke hang sammen med de faktiske omstændigheder.

- Selv om nogen siger, at mit arbejde i den sag viser, at forsvarer-systemet fungerer, så mener jeg, at det er lige modsat. Sagen viser netop, at der er noget galt i systemet. Det arbejde, vores kontor lavede, burde politiet selv have lavet, og det er ikke alle advokatkontorer, der kan bruge flere hundrede timer på at gennemgå rådata osv., siger Michael Juul Eriksen.

Han mener ikke, at sagen er enestående. Tværtimod er den et eksempel på de tendenser, der har gennemsyret retssystemet i flere år.

- Der er ikke kommet noget forslag, der vil øge retssikkerheden. Alt har handlet om øgede beføjelser. Samtidig skal der mindre til for at blive dømt og varetægtsfængslet - og folk bliver dømt for et godt ord i dag, siger Michael Juul Eriksen.

Han får støtte af flere kolleger:

- Det er som med en salami-pølse, som vi skærer lidt af hele tiden, men på et tidspunkt begynder vi at skære i os selv, siger forsvarsadvokat Thorkild Høyer.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage peger også på, at man fra ‘lovgivers side også har givet politiet flere muligheder for at hemmeligholde oplysninger for forsvaret’.

- Dette betyder, at den mulighed man som forsvarer har for at sikre, at ens klient får en retfærdig rettergang og ikke dømmes med urette, er blevet dårligere. Det retssamfund som alle vi danskere bør værne om og være stolte af, står desværre for fald. Vi bør vågne op og råbe vagt i gevær, inden værdier som ‘enhver er uskyldig, til det modsatte er bevist’ og ‘enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode’ er gået helt i glemmebogen, siger hun.

Advokat Bjørn Elmquist, tidl. medlem af Folketinget og nuværende formand for Retspolitisk Forening, der arbejder for at sikre og udbygge borgernes retssikkerhed, er enig:

- I dag er det lettere end nogensinde at slippe igennem med sjusket bevisførelse. Den udvikling er yderst betænkelig, siger han.

Bjørn Elmquist kender fra sin tid som politiker spillet på Christiansborg og mener, at strammerne har vundet slaget.

- Men nu er vi derhenne, hvor vi i Danmark accepterer ting, som vi tidligere ville klandre det tidligere Sovjetunionen for, siger Elmquist.

Thorkild Høyer ser efter flere års skred antydningen af en modreaktion, efter der på det skatteretlige område har været kritik af manglende retssikkerhed:

- Men det hænger nok også sammen med, at det ofte handler om folks pengepung og ikke om f.eks. rockere, siger Thorkild Høyer, der dog ikke er vildt optimist, fordi han samtidig mener, at flere sager viser, at der er for tætte forbindelser mellem de forskellige instanser.

- Da Domstolsstyrelsen blev etableret, og der skulle vælges nyt logo, valgte man kongekronen. Det er lidt tankevækkende, at den dømmende magt har valgt den udøvende magts symbol, siger han.