Den tidligere Sønderjyske-træner Jakob Michelsen har her til aften givet et bizart interview til svensk tv, som lige nu bliver delt flittigt på de sociale medier.

Kort før kick-off i Allsvenskan-kampen mellem Michelsens Hammarby IF og IFK Göteborg bliver den danske træner spurgt ind til sin startopstilling af en tv-reporter.

Det er standard-procedure før en fodboldkamp nu om dage. Det er da heller ikke så meget det, den danske træner svarer på spørgsmålet, men mere måden, han siger det på, der har vakt opsigt på internettet, hvor et klip fra kanalen CMore er blevet et mindre hit.

Michelsen stemme er nemlig så plaget af enten sygdom, for mange smøger eller bare for meget råberi på træningsbanen og i omklædningsrummet, at han mere lyder som en aldrende mafiaboss i en amerikansk gangsterfilm end en 36-årig jysk fodboldtræner.

Det lyder med andre ord fabelagtigt sejt, de få sætninger Michelsen får klemt ud på gebrokkent engelsk, inden han må kapitulere. Så nyd endelig klippet herunder.

Og lad os da alle i den forbindelse sende god bedring-hilsner til det danske trænertalent på den anden side af Sundet, hvor han er i gang med et spændende kapitel i sin trænerkarriere.

Efter sin successæson i spidsen for Sønderjyske i 2015/2016-sæsonen, hvor det blev til sølvmedaljer, og et efterfølgende europæisk eventyr i efteråret, blev Michelsen hentet til Hammarby IF inden Allsvenskan-sæson, som startede for få uger siden.

Kampen ude mod IFK Göteborg er den populære Stockholm-klubs femte sæsonkamp. I de foregående fire kampe er det blevet en sejr, to uafgjorte og et nederlag for Michelsens mandskab.