Står det til Pepe Reinas far, så er Liverpool-målmanden det oplagte valg, når Barcelona nu skal ud og kigge sig om efter en ny person til at vogte deres mål.

Barcelonas nuværende målmand, Victor Valdes, udtalte fornylig noget overraskende, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt, der udløber i sommeren 2014.

Efterfølgende har der selvsagt været spekuleret voldsomt i, hvem der skal overtage pladsen mellem stængerne. Men står det til faderen til Liverpool-målmanden Pepe Reina, så vil hans søn være det oplagte valg.

- Jeg siger det offentligt. Jeg vil glæde mig over at se Pepe tilbage i Barca, selvfølgelig vil jeg det, siger Miguel Reina til radiostationen La Xerxa.

Pepe Reina forlod Barcelona til fordel for Villarreal i 2002, inden han i 2005 skiftede til Liverpool. Men nu sender farmand Miguel altså gerne den 30-årige målmand fra Anfield Road til Camp Nou.

- Jeg er absolut overbevist om, at Pepe vil være mere end begejstret for at vende hjem til hans Barcelona, hvor de gjorde ham til en mand, efter at han ankom i en alder af 12 år, og indtil han forlod klubben, siger Miguel Reina, der selv har optrådt for klubben.