Ganske vist tabte AC Horsens forårets første Superliga-kamp mod FC Midtjylland. Men det ødelægger ikke direktør Kristian Nielsens humør.

Således har han for tredje år i træk udsigt til på den kommende generalforsamling at kunne præsentere et regnskabsoverskud.

»Om lidt over en måned offentliggør vi nøgletallene for kalenderåret 2017, og som vi meldte ud ved regnskabsfremlæggelsen i fjor, fastholder vi forventningen om, at vi får et overskud. Uden at jeg kan præcisere det nærmere, kommer det formentlig til at ligge på mellem nul og to millioner kroner,« siger Kristian Nielsen til BT og tilføjer:

»Årsagen til det gode resultat er, at vi har øget indtjeningen. I forhold til 2016 havde vi i 2017 en tilskuerfremgang på cirka 10 procent, og hvad angår sponsorer er antallet af disse steget fra 200 til næsten 300.«

I fjor valgte AC Horsens at gennemføre en kapitaludvidelse på 2,3 mio. kroner.

»Men eftersom vi har plus på regnskabets bundlinje, og vores egenkapital ved udgangen af 2016 var på 5,2 mio. kroner, er det ikke planen, at dette kommer til at ske igen. Den egenkapital der fremadrettet skal bygges op, skal sikres gennem driften. Men det er da vores ambition, at vores egenkapital skal være større. Så stille og roligt arbejder vi på at hæve den del,« siger Kristian Nielsen.

Fik hvad man ønskede

AC Horsens hentede i januar måneds transfervindue Mads Juel Andersen, Mathias Kristensen, Oliver Drost samt Jonas Borring ind, mens man sagde farvel til Daisuke Sato, Joseph Mensah, Bubacarr Sanneh og Mads Døhr Thychosen.

»Vi fik det ud af vinterens køb og salg, vi på forhånd havde sat næsen op efter. Alt i alt synes jeg, at vi har en spændende trup. Målsætningen for foråret er, at vi sikrer os en ny sæson i Superligaen, men selvfølgelig kunne det være sjovt at fastholde vores nuværende top 6-placering og dermed kvalificere os til mesterskabsslutspillet,« siger Kristian Nielsen.

Mens AC Horsens i fjor overvintrede på Superligaens syvendeplads, har man i denne sæson ligget nummer fem.

»Fremtiden tegner lys i AC Horsens. Jeg synes, at vi det seneste år har formået at udvikle os både som klub og hold. Så sammenfatter man det hele, er vi bedre nu, end vi var på samme tid i 2017,« siger Kristian Nielsen.