Christian Eriksens holdkammerat i Tottenham, Dele Alli, har fået karantæne for resten af sæsonen.

Tottenham har brug for alle gode kræfter i jagten på den nu meget lille chance for klubbens første mesterskab i 55 år. Og derfor kommer det ikke som nogen god nyhed, at holdet skal undvære midtbanespilleren Dele Alli i resten af sæsonen.

Den 20-årige Dele Alli får tre kampes karantæne, fordi han i Tottenhams kamp mandag mod West Bromwich slog udeholdets Claudio Yacob i maven.

Dommeren så det ikke, men det gjorde tv-kameraerne, og det er på den baggrund, Dele Alli har fået sin karantæne.

Ifølge BBC havde Dele Alli bedt om en mindre straf, fordi han syntes, tre kampe var overdrevet, men det engelske fodboldforbund (FA) stadfæstede torsdag afgørelsen.

Dele Alli blev tidligere på måneden udnævnt til årets bedste unge spiller af den engelske spillerforening (PFA).

Tottenham er med tre kampe tilbage syv point efter førende Leicester City. Der er til gengæld fem point ned til Manchester City og Arsenal på de efterfølgende pladser.