*** (tre stjerner)
Efter ni års pause er Matt Damon tilbage som superagenten Jason Bourne – manden der kunne lære James Bond en ting eller to. Men denne gang drukner for mange spændende tiltag i overfladisk bistre miner og overgearede biljagter.
Først glemte han alt. Så huskede han det meste. Men så glemte han det hele igen.
Jason Bourne-serien handler om én af CIAs allerfarligste agenter – en dræbermaskine, der blev så sej, at selv bosserne vendte ham ryggen.
Han blev hjernevasket og glemte, hvem han var, og hvor han kom fra. Og i de tre foregående film ’Bourne Identity’ (2002), ’Bourne Supremacy’ (2004) og ’Bourne Ultimatum’ (2007) har den hårdt prøvede superagent med skiftende held forsøgt at komme i tanke om det hele, mens han nakker ækle eks-chefer og redder verden fra undergang.
Mysteriet løst
I ’Bourne Supremacy’ blev mysteriet så godt som løst. Og Jason Bourne eller rettere David Webb, som han blev døbt, kunne tage sig en velfortjent slapper.
Men nu kører toget igen.
For at bruge tiden til noget fornuftigt har Jason Bourne taget job som professionel bankemaskine i en eller anden gudsforladt flygtningelejr i et eller andet gudsforladt hjørne af Europa – vist nok på grænsen mellem Grækenland og Albanien. Her bliver han sporet af sin gamle CIA-kollega Nicky Parsons, der ligesom Bourne har vendt bureauet ryggen.
Computergeniet Nicky, der som sædvanlig spilles solidt af Julia Stiles, bryder ind i CIAs allernyeste software for at finde Bourne. Men hvad hun ikke ved, er, at hendes unge CIA-afløse Heather Lee (Alicia Vikander) kigger hende over skulderen.
Alle efter Bourne
Således kommer CIA nu også på sporet af sin allerfarligste eks-agent. Og så går jagten igen-igen-igen-igen.
CIAs nyeste computertrolddame (Vikander) drømmer om at spore Bourne og få ham tilbage i folden. Hendes chef (en usædvanlig bitter og rynket Tommy Lee Jones) vil tilgengæld hellere bare nakke ham og én gang for alle slippe af med problemet. Og her er det, at ’Jason Bourne’ for alvor begynder at minde alt for meget om ’Identity’, ’Supremacy’ og ’Ultimatum’.
Vi har set og hørt det hele før. Tidligere har solide manuskriptforlæg fintet uden om den slags problemer ved at skabe et nyt spændende scenario omkring agenten. Men denne gang mangler den gennemarbejdede historie, der kan berettige de talrige voldsomme kampscener og vilde biljagter.
Siden bistre Bourne sidst var på banen, er der sket meget i den teknologisk verden. Luftrummet er nu fyldt med fjernstyrede droner, og computerprogrammerne nærmer sig AI-niveau.
Meningsløs action
Dén slags inkorporerer den tilbagevendte instruktør Paul Greengrass – en ren actionmester – med stil. Men desværre bliver det lidt ved stilen over indholdet.
Og selvom historien om Bournes gamle far nu også blandes ind i billedet, kan det som tilbagevendende Bourne-fan være lidt svært at engagere sig 100 procent.
Således fejler forsøget på at drage paralleller til moderne sammensværgelses-teorier i stil med dem, vi kender fra Edward Snowden og Julian Assange.
Og mens den første time er solid i sin opbygning, blev jeg lidt tabt af vognen, da slutspurten gik lidt for meget op i kliché og meningsløs action, der mest af alt lignede fraklip fra en ’Fast and Furious’-fortsættelse.
