Hvis man skal tro bookmakerne har hverken Lars von Triers ’Melancholia’ eller Nicolas Winding Refns ’Drive’ for alvor en chance, når de gyldne palmer i aften bliver uddelt i Cannes.

’Melancholia’ lå ellers længe lunt i svinget hos bookmakerne, men efter Lars von Triers kontroversielle kommentarer om jøder og nazister er filmen raslet lidt ned ad ranglisten.

De nyeste odds fra bookmakerne placerer, ifølge avisen The Telegraph, ’Melancholia’ på en femteplads ud af de 20 nominerede film.


Endnu mere dystert ser det ud for Nicolas Winding Refns ’Drive’, der kun opnår tiendebedste odds for den amerikanske thriller med Ryan Gosling og Carrey Mulligan i hovedrollerne.

Hvis man skal tro bookmakernes forudsigelser, kan det blive det tyrkiske bidrag ’Bir Zamanlar Anadolu’da’ (Once Upon af Time in Anatolia), der løber med de gyldne palmer i år. Men det internationale anmelderkorps har i år flere forskellige bud på en vinder af den prestigefyldte pris.


Von Trier

Alligevel grund til dansk glæde
Selv om alt tyder på, at Lars von Trier denne gang må nøjes med at drømme om de gyldne palmer, er der ingen grund til at Zentropa lukker helt ned.

Rygterne om, at de fleste lande ville droppe ’Melancholia’ efter von Triers nazi-sympatiske udtalelser, har nemlig vist sig at være overdrevne.

Trust Nordisk, der indgår distributionsaftaler om nordiske film på det internationale marked, har i hvert fald ikke mærket til en faldende interesse.

- Der gik på et tidspunkt et rygte om, at hele ti lande skulle have meldt fra. Men indtil videre er den eneste cancellering af distributionskontrakt med Argentina, som de også selv har meldt ud, siger administrerende direktør for Trust Nordisk, Rikke Ennis, til Politiken.