Hvis du går rundt og synes, at det er for fedt, at Teslas Model S kan køre selv, så kan vi godt love dig, at fremtiden for selvkørende biler er meget, meget mere end det.

Stort set alle bilproducenter er på vej med selvkørende biler, men Mercedes er uden tvivl nogen af dem, der har det mest interessante bud på en selvkørende bil: F015. Den blev først præsenteret for et par måneder siden på CES i Las Vegas, men nu kommer der flere og flere lækre detaljer om den selvkørende luksusbil.

Alle i bilen er passagerer

Det siger lidt sig selv – i en selvkørende bil er alle passagerer – men der er forskellige måder at gøre det på. Her har Mercedes virkelig tænkt sig om, for F015 er indrettet helt anderledes end de fleste andre selvkørende biler. De fire sæder – der i øvrigt ser utroligt behagelige ud – kan vendes imod hinanden, så man kan sidde fire og holde møde, eller eventuelt spise en frokost på vejen imod destinationen; tænk, hvordan drive-through pludselig bliver en fornøjelse for alle i bilen, der kan hygge sig med maden.

Læs også: Din næste bil kan være selvkørende - og ikke engang din!

Skærme over alt

Eftersom bilen kører sig selv er det lige meget, hvor i bilen man sidder – man kan sætte sig i hvilket som helst af de fire sæder, og derfra nå en af de skærme, der strækker sig hele vejen rundt i kabinen. Herfra kan man så give kommandoer til bilen – eller for den sags skyld ændre, hvad de mange skærme skal vise. De kan naturligvis vise billeder og video fra passagerernes telefoner – men de kan også vise augmentet reality. Forestil dig at være på bilferie og så se videoer og informationer om turistattraktioner mens bilen på det nærmeste er gennemsigtig så du kan se alt rundt om den.
Signalerer til omgivelserne

Ud over at bilen klarer sig selv på vejen, har den også processorkraft til at signalere til omgivelserne. Den kan via projiceret lys for eksempel signalere til en fodgænger, at han kan gå over vejen ved at projicere et fodgængerfelt på vejen foran bilen, eller den kan sende beskeder som “stopper” eller “kører langsomt” til andre bilister via et LED panel på bagenden.

F015 kører rundt på Mercedes’ testbane og endda også på vejene i USA – men den, eller rettere formentlig en endnu mere avanceret udgave af den, kan være at finde på gaden inden 2025. Vi gætter på, at det ikke bliver billigt.

Se en video med Mercedes F015 her.