Ny undersøgelse gør op med myten om, at gamle helst skal have lidt ekstra kilo på sidebenene for at trives.

Det er en myte, at det skulle være sundere for gamle at være lidt runde og trivelige.

I hvert fald når det handler om gamle, der ikke er syge og plejekrævende.

Det mener ældreforsker Merete Platz, Videnscenter på Ældreområdet, der også fastslår, at undervægtige ældre ikke er så stort et problem, som mange vil gøre det til.

Hun står bag en ny undersøgelse om undervægt blandt ældre, der offentliggøres onsdag.

Undersøgelsen bygger på interviews af knap 6000 ældre i alderen 62-87 år. De adspurgte bor i eget hjem, er ikke plejekrævende og er ikke svært overvægtige.

- Vi har spurgt dem om deres helbred, velbefindende og selvhjulpenhed i dagligdagen, og de ældre, der har lidt ekstra på sidebenene, trives på ingen måde - hverken fysisk eller psykisk - bedre, konkluderer Merete Platz.

Småtspisende og undervægtige ældre er et stort problem plejehjemmene og i hjemmeplejen. Derfor er den gængse opfattelse ifølge Merete Platz blevet, at gamle generelt skal have lidt flere kilo at stå imod med end andre.

Men det er der altså ikke belæg for, viser undersøgelsen.

- Det er klart, at hvis folk er for tynde, fordi de er syge, så er et solidt måltid mad godt for at komme videre, men det gælder jo for alle aldre, siger Merete Platz.

Ifølge verdensorganisationen WHO regnes mennesker med et BMI (Body Mass Index) mellem 18,5 og 24,9 for normalvægtige. Handler det derimod om gamle mennesker, kommer de i kategorien undervægtige, når tallet ligger under 24.

- Det betyder, at unødigt mange ældre havner gruppen af undervægtige, siger Merete Platz.

Kun få ældre - én procent af mændene og fire procent af kvinderne - kan i virkeligheden betegnes som undervægtige med et BMI mindre end 18,5, fremgår det af undersøgelsen.

/ritzau/