Næsten alle stofmisbrugere er smittet med hepatitis C, men dårligt samarbejde mellem misbrugscentre og hospitaler gør, at de allerfærreste bliver behandlet.

Over 15.000 nuværende og tidligere stofmisbrugere er i dag smittet med hepatitis C. Men det er under 200, der er i behandling for sygdommen. Det på trods af, at sygdommen ubehandlet kan føre til skrumpelever, leverkræft og være dødelig.

Ifølge overlæge dr. med. Poul Schlichting, Herlev Hospital, kunne op mod 80 procent af dem, der er smittet med hepatitis C blive helbredt.

- Det kræver imidlertid, at kommunerne og misbrugscentrene bliver bedre til at finde patienterne og sende dem videre

til behandling hos os på hospitalerne. Dermed ville vi også kunne redde en del af de 10 procent, der ellers ville dø af deres kroniske sygdom, siger Poul Schlichting.

Han advarer desuden om, at personer med kronisk hepatitis C kan smitte andre uden at vide det.

/ritzau/