Flere faktuelle fejl i artikel i Metroxpress, som indledte den hårde kritik af underklasse-Karina

Der er flere forkerte oplysninger i den artikel, som Metroxpress offentliggjorde i sidste uge, og som har ført til massiv kritik af den kontroversielle forfatter Karina Pedersen for at overdrive og lyve i interview og i sin bog ‘Helt ude i hampen’.

BT kan fortælle, at Metroxpress i artiklen ‘Vi havde fest for klassen uden Karina sidste år’ - tilsyneladende uden at have dokumentation for det - beskylder Karina Pedersen for i strid med universitetsloven at udgive sig for at være cand.mag.

Metroxpress skriver blandt andet, at ‘hun har kaldt sig for cand.mag.’ og at ‘hun ikke er cand.mag., og det er ifølge universitetsloven ulovligt at bruge universitets-titler, som man ikke har’.

Forkert titel


Karina Pedersen er godt nok benævnt som cand. mag. blandt andet i en artikel i Jyllands-Posten fra 2012. Men selv afviser hun, at hun har kaldt sig selv cand.mag.

BT har kontaktet journalisterne bag artiklen i Jyllands-Posten, og de husker ikke, hvor de fik informationen fra.



»Jeg har aldrig nogensinde udgivet mig for at være cand.mag. Jeg har været stud. mag., og det har jeg også skrevet i et debatindlæg for mange år siden. Senere har der stået i en faktaboks i Jyllands-Posten, at jeg var cand.mag. Det har jeg ikke selv skrevet, og fejlen er måske opstået, fordi de troede, at jeg i mellemtiden var blevet færdiguddannet,« siger Karina Pedersen til BT.

Mark Ørsten, der er professor i journalistik ved Roskilde Universitet, kritiserer fejlen.

»Titler er en af de hyppigste fejl, journalister begår. Og under alle omstændigheder bør man underbygge sin påstand. Det, man gør her, er at insinuere, at Karina Pedersen har gjort noget ulovligt, uden at have belæg for sin påstand, alene for at tegne et bestemt billede af vedkommende. Og det bør man holde sig fra,« siger Mark Ørsten.

I kølvandet på tidligere rettelse


BT har siden onsdag formiddag forsøgt at få en kommentar fra chefredaktør ved Metroxpress Simon Stilling. Vi ville gerne spørge, om han kan fremlægge avisens dokumentation, men Simon Stilling har ikke besvaret BTs henvendelser.

Den nye fejl kommer i kølvandet på en rettelse, som Metro­xpress måtte foretage onsdag, efter at BT kunne fortælle, at avisen uden dokumentation har taget Karina Pedersen til indtægt for, at hun skulle have ytret, at ’alle hendes klassekammerater hverken har job eller uddannelse’. Metroxpress har beklaget sin brug af udsagnet, som er selve grundlaget for deres kritiske artikel om Karina Pedersen.



Metroxpress har tillige korrigeret sin oprindelige oplysning om, at Karina Pedersens brødre ikke havde været på overførselsindkomst og ude i kriminalitet. Karina Pedersens mor bekræftede i går over for BT og Metroxpress, at en af brødrene modtager førtidspension og en anden har begået kriminalitet.