En yngre kvinde, der ligger indlagt i isolation og i respirator på Svendborg Sygehus, fordi hun er blevet smittet med influenzaen H1N1, var syg i forvejen.

Den yngre kvinde, der ligger i respirator på Svendborg Sygehus med influenzatypen H1N1, var syg i forvejen.

Det oplyser DR Fyn.

- Kvinden var i det, man ville kalde risikogruppen. Jeg vil ikke oplyse, hvad hun fejlede, men hun er én af dem, vi ville vaccinere, hvis vi havde vaccinen nu, siger overlæge Morten Sodemann fra Odense Universitetshospital til TV Avisen.

Af hensyn til kvindens familie vil overlægen ikke uddybe, hvilken sygdom kvinden led af i forvejen.

Folk med bl.a. nedsat lungekapacitet, nedsat immunforsvar, nogle former for diabetes og bestemte hjerte-kar-sygdomme kan have øget risiko for at få den sygdom, der tidligere var kendt som svineinfluenza.

Tidligere onsdag kunne Fyns Amts Avis oplyse, at kvindens tilstand er stabil. Men ifølge Morten Sodemann er hun "svært syg".

Ifølge de seneste opgørelser er 73 danskere de seneste måneder blevet smittet med H1N1.



/ritzau/