Halloween-fejringer i kirken må ikke fordunkle og udvande kirkens egentlige budskab, mener debattør og sognepræst Jesper Bacher.

Grumme hekse, morbide monstre og zombier i kirken kalder på overvejelse. Det er meldingen fra den lollandske sognepræst Jesper Bacher på dagen, hvor et stigende antal kirker ifølge Kristeligt Dagblad afholder »halloween-gudstjenester«.

»Alt, der foregår i kirken, skal tjene budskabet om Jesus Kristus som verdens frelser og forsoner. Det (halloween-fejringer, red.) kan være et problem, hvis det kommer til at fordunkle og udvande kirkens egentlige budskab. Kirken skal ikke bare lægge hus til et makabert karneval,« siger Jesper Bacher til Berlingske Nyhedsbureau.

Det bekymrer sognepræsten, at halloween trækker ondskaben ind i kirken. Derfor er et vigtigt at fokusere på »lyset i mørket«, understreger han og nævner reformationsdagen som eksempel. Den falder nemlig 31. oktober ligesom halloween.

»Her blev evangeliet bragt til ny klarhed, og her har vi noget at glæde os over midt i det mørke, der omgiver os, og som bestemt ikke er nogen leg. Det er i hvert fald vigtigt, at kirken står ved det, kirken kan. Vi er givet ikke de bedste i verden til at fejre halloween-fester, men vi er de bedste i verden til at forkynde evangeliet,« siger Jesper Bacher.

Han anerkender, at den amerikanske højtid kan tiltrække folk, som normalt ikke ville komme i kirken. Men lige netop derfor håber han, at kirken kan give en anden halloween-oplevelse, end den man får i Tivoli.

»Hvis man bare går i kirken for at fejre halloween, som man lige så godt kunne fejre i Tivoli, så synes jeg ærlig talt, at man har spildt sin tid. Jeg synes aldrig, man skal forvente mindre end Guds nåde, når man går i kirken. Ellers er man blevet godt og grundig snydt - selv om man har en skæv hat og en grim næse på,« fastslår sognepræsten.