Kammeradvokaten har nu afleveret sin vurdering af et hemmeligt notat, der dukkede op i en papkasse på et kontor hos Hærens Operative Kommando og omhandler antallet af irakere taget til fange af danske soldater. Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Notatet, der angiveligt skulle vise, at man i Forsvaret ændrede på antallet af, hvor mange irakere danske soldater havde taget til fange, kom for dagens lys i februar.

Både Søren Gade og Gitte Lillelund-Bech, begge tidligere forsvarsminstre for Venstre, fortalte således flere gange til Folketinget, at der var tale om cirka 200 fanger, men tallet var reelt i nærheden af 500.

I »papkassenotatet« skal tallet være blevet ændret til 198 af daværende hærchef Poul Kiærskou, som i dag er Danmarks militære repræsentant i NATO.

Kammeradvokatens har nu foretaget sin juridiske vurdering af, om der er belæg for at gennemføre en disciplinær undersøgelse i form af et tjenstligt forhør mod én eller flere personer.

Forsvarsministeriet skal derfor – under inddragelse af Justitsministeriet og Moderniseringsstyrelsen – gennemgå kammeradvokatens vurdering, og man forventer, at der på den baggrund vil komme en afgørelse i løbet af de kommende uger.

»Papkasse-notatet« blev fundet i forbindelse med en undersøgelse, som Forsvarskommandoen iværksatte, efter WikiLeaks i 2011 offentliggjorde en række dokumenter vedrørende krigen i Irak.