'Hundeloven slog min elskede Gucci ihjel'

Lasse Bøgvad sendte tirsdag en A4 konvolut til fødevareminister Mette Gjerskov, der indeholdt asken fra en kremeret hund. Lasse Bøgvad fortæller til bt.dk, hvorfor han sendte brevet med asken:

- Asken kommer fra min afdøde hund Gucci. Hundeloven slog min elskede Gucci ihjel. Den tog al livsmod fra hende, fortæller Lasse Bøgvad til bt.dk.

Gucci var en amstaf, og hundeloven påbød hende derfor at gå med mundkurv. Ifølge Lasse Bøgvad gik hans hund fra at være en kærlig og glad hund til at miste al livsglæde.

Han måtte derfor tage den svære beslutning i juli 2011 at aflive Gucci, som ifølge ham ikke længere kunne leve et værdigt liv med mundkurv på.

Lasse Bøgvad håber, at hans brev til ministeren vil sætte fokus på hundeloven. Mette Gjerskov er som fødevareminister den ansvarlige minister for hundeloven. Lasse Bøgvad håber, at ministeren vil sætte aflivninger af muskelhunde i bero.

- Der er blevet slået hunde nok ihjel. Det er jo ikke kun hundenes liv, man rammer med loven - der er også ejernes, siger han. Guccis død har påvirket Lasse Bøgvad så meget, og er bl.a. medvirkende årsag til, at han i dag er sygemeldt.

Lasse Bøgvad, der er uddannet hundetræner, fortæller, at Gucci var en rolig familiehund, som bl.a. var besøgsven på et plejehjem og terapihund for hunde, der var blevet overfaldet af andre hunde.

Gucci har ifølge Lasse Bøgvad aldrig været aggressiv. Hun er flere gange blevet overfaldet af andre hunde som pudler og schæferhunde, men hun har aldrig nogensinde forsvaret sig.

Lasse Bøgvad har ikke hørt noget fra ministeren endnu, men han har skrevet tydelig afsender på brevet, så ministeren kan komme i kontakt med ham. Lasse Bøgvad understreger, at han med brevet har handlet som privat person.

Med i konvolutten lagde Lasse udover lidt aske (ca. to spiseskefulde) også et billede af Gucci med tekst og links til en video om Gucci, som han har lagt på Youtube.

Se Lasses hyldest-video til hunden Gucci her

Det meste af Guccis aske blev ved en demonstration imod hundeloven i december 2011 strøget ud på pladsen foran Christiansborg. Lasse Bøgvad har stadig en lille smule aske fra Gucci derhjemme. 

Det var dette brev med aske, som Lasse sendte til ministeren. 

Det var dette brev, som Lasse Bøgvad sendte til fødevareministeren. På billedet ses den aske, som stammer fra Lasses afdøde hund Gucci, som var med i brevet.
Det var dette brev, som Lasse Bøgvad sendte til fødevareministeren. På billedet ses den aske, som stammer fra Lasses afdøde hund Gucci, som var med i brevet.
Vis mere

Dette billede har Lasse Bøgvad selv lagt på Facebook.
Dette billede har Lasse Bøgvad selv lagt på Facebook. Foto: Privatfoto
Vis mere