Fly kan lande og lette i store dele af Danmark fra klokken to og foreløbig frem til klokken 11 onsdag. Dermed forlænger Naviair flyvetilladelsen med tre timer.

Det lysner nu lidt mere for de mange strandede passagerer i Danmark, og dem der venter på at komme hjem til Danmark.

Store dele af luftrummet over landet bliver genåbnet fra klokken to natten til onsdag. Sent tirsdag aften blev flyvetilladelsen forlænget med tre timer fra klokken 08.00 til 11.00 onsdag formiddag.

- Med de nye vejrprognoser fra tirsdag aften har vi lavet en fornyet vurdering, som gør, at vi kan forlænge åbningen til klokken 11, siger pressemedarbejder Helle Kogsbøll fra Naviair.

Tirsdag aftens vejrudsigt viser dog også, at asken omkring klokken 14 vil brede sig igen, forklarer Helle Kogsbøll.

- Klokken 14 vil der ifølge aftenens prognoser være et større stykke af luftrummet, som er dækket af aske. Så for flysikkerheden har vi indtil videre fastsat åbningen til klokken 11.

Det danske luftrum bliver delt af en linje fra Thyborøn over Samsø og til Halmstad i Sverige, hvor der syd for vil være åbent for al flyvning. Nord for linjen skal flyene flyve i over seks kilometers højde.

Naviair oplyser, at opdelingen betyder, at lufthavnene i København, Billund, Roskilde, Karup og Bornholm er åbne for flytrafik. Lufthavnene i Århus og Aalborg er lukket.

Naviair vil onsdag klokken 09.00 lave en ny vurdering baseret på nattens oplysninger om vejrforholdene.

Helle Kogsbøll kan ikke love, at det vil fortsætte med at gå imod mere sikkert flyvevejr.

- Det er umuligt at sige noget om nu, vi kigger kun så langt frem, som prognoserne tillader, forklarer Helle Kogsbøll. Ifølge hende ser prognoserne 18 timer frem.

Det danske luftrum har været lukket siden torsdag klokken 18.00 på grund af vulkanaske fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull.

/ritzau/