Stadig flere kommuner i Danmark har stort underskud af kvinder, der rejser til større byer for at få en uddannelse.

59 af landets kommuner har i dag mindre end 90 kvinder for hver 100 mænd i alderen 20-29. I 2005 var der kun 28, skriver Politiken.

Det er især for at tage en uddannelse, at kvinderne flytter til storbyerne, der får stadig større kvindeoverskud, og tendensen er, at stadig færre af kvinderne vender tilbage.

»Det er stærkt bekymrende, for huse, haver og hele lokalsamfund forfalder, når der ikke er nogen kvinder til at føde børn og holde mændene i ørerne«, siger Rasmus Ole Rasmussen, seniorforsker i regional udvikling ved Nordregio under Nordisk Ministerråd.

Kenneth Reinicke, der er mandeforsker fra RUC, peger på, at de tilbageværende mænd bliver dobbelt marginaliserede.

»I forvejen er det svært at få arbejde i udkantsområderne – og uden arbejde er det endnu sværere at finde en partner. Det bliver en ond cirkel, som skaber stor frustration«, siger han.

Den udvikling skal bremses, mener minister for by- og landdistrikter Carsten Hansen (S).

»Vi kan for eksempel prøve at ændre kønsopdelingen, så mænd ikke er så dominerende på erhvervsuddannelserne ude på landet og kvinder ikke så dominerende på velfærdsuddannelserne i byerne – og også prøve at få rykket uddannelserne tættere på hinanden rent fysisk,« siger han til Politiken.