Der blev i går målt 32,8 grader i København. Og ifølge DMI er det for tidligt at pakke badebukserne væk.

Der er ikke noget at sige til, at københavnerne svedte i parker og på strande i går. Ifølge TV 2 Vejrcenter blev der nemlig målt 32,8 grader ved Landbohøjskolen på Frederiksberg.

Det er den højeste temperatur, der er målt i hovedstaden i 37 år. Ikke siden 11. august 1975 har der været så hedt i de københavnske gader. Dengang blev der målt 33,8 grader under århundredets hedebølge.Andre steder på Sjælland blev der også målt over 30 grader. I Jægersborg i Nordsjælland kom temperaturen op på 31,5 grader, i Københavns Lufthavn 31,4 grader, og ved Danmarks Meteorologiske Institut på Østerbro 31,1 grader. Både ved Roskilde og ved Køge ramte man 30,4 grader. Jyderne måtte dog nøjes med temperaturer mellem 22 og 27 grader.

Varmen kom - for nogle tiltrængt - efter en indtil videre kold sommer, hvor juni blev den koldeste i 21 år. Ifølge DMI var middeltemperaturen 12,8 grader. Med masser af regn. I alt 96 mm. Samtidig lå antallet af solskinstimer i juni på 183 timer - det laveste antal i en juni måned siden 1996.

GERMANY-WEATHER-SUMMER-NUDE

Sommeren ikke slutDet blev der så rådet bod på bl.a. i går. Dagen i dag bliver ifølge vagthavende ved DMI, Steen Rasmussen, også en stranddag med op til ca. 23 grader. Derefter bliver det mere ustadigt frem mod weekenden.

- Det bliver det, vi normalt kalder helt almindeligt dansk sommervejr med byger og sol og omkring 20 graders varme. I nat kommer der byger startende i Jylland, der bevæger sig østpå. Der kan komme torden, og sådan vil det være til og med weekenden, siger Steen Rasmussen.Men er sommeren så slut?

- Nej, nej. Den stopper ikke foreløbig, og det er alt for tidligt at pakke badebukserne væk. Vi kan godt få 25 grader og nogle gode dage endnu mere, siger Steen Rasmussen.Den højeste temperatur målt i Danmark er 36,4 grader i Holstebro i 1975.