Det er forfærdeligt. Sådan siger gartneriavler Knud Christensen fra Bjæverskov på Midtsjælland. Han har placeret knæet oppe i et vognlæs 8.000 nyavlede agurker. De strutter af sundhed, men er komplet usælgelige.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- I går måtte jeg også smide flere vognlæs nyhøstede agurker ud. Vi høster dagligt 30.000-40.000 agurker, men kan kun sælge en trediedel. Jeg avler ikke andet end agurker, så det her kan min økonomi ikke holde til ret længe, siger Knud Christensen.

Forbrugerne svigter


Angst for farlige bakterier får danskere til at lade agurkerne blive i grøntsagsafdelingen, når de handler ind. De spiser hellere leverpostejs-madderne uden de knasende, grønne skiver og dropper den hjemmelavede agurkesalat. Selv om de farlige kolibakterier aldrig er fundet i danske agurker. 98 pct. af alle agurker, der avles i Danmark, sælges herhjemme. Nu ligger de bare stablet i kasser i lagerhaller.

Den danske gartnerbranche er hårdt ramt. Således ligger agurkesalget næsten 20 pct. under, hvad der er normalt for årstiden.

- Det er meget forskelligt, hvor hårdt de forskellige gartnere er ramt. Nogle sælger det halve, andre en trediedel af det normale. Når vejret er som nu, er der fuld tryk på produktionen, siger næstformand Mogens Christensen fra brancheorganisationen Dansk Gartneri.

Den har derfor henvendt sig til fødevareminister Henrik Høegh for at få EU-støtte som kompensation for de mange agurker, som kyles ud. Fødevareministeren støtter kravet.

- Der er ingen tvivl om, at de danske gartnere taber store penge, selv om vi ikke er så hårdt ramt som Holland og Spanien. Men skal deres gartnere have støtte, vil jeg kæmpe for, at de danske gartnere også får, siger Henrik Høegh.

14. juni skal Europas fødevareministre diskutere krisehjælp til agurkeavlere.