Når det daglige arbejde består i at køre på cykel i al slags vejr, bestige bjergpas på stribe og bide al smerte i sig, minder en gang teambuilding i Afrika umiddelbart mest om betalt ferie på den afslappede måde.

Det var, hvad Christopher Juul-Jensen naivt havde forestillet sig, da han satte kurs mod Tanzania for at tage turen mod toppen af Kilimanjaro sammen med overhøvding Bjarne Riis og resten af de ansatte på Team Tinkoff-Saxo.

- Det var bare overvældende, fastslår den 25-årige dansker, der fik travlt med at forholde sig til en noget anden virkelighed, da bjerget begyndte at tage fat.

- Ingen af os ambitiøse, toptrimmede cykelryttere havde nogen forestilling om, at det skulle være så stor en mundfuld. For mig personligt noget af det hårdeste og sværeste, jeg har skullet overkomme. Det var tæt på ubeskriveligt. Især de sidste to dage med ekstreme højder. Der blev folk presset til det maksimale, fysisk og psykisk. Det kostede at have været ivrig efter de første tre dage. Jeg troede, det ville være lidt som en skovtur, men det blev værre og værre, efterhånden som vi kom opad, fortæller Juul-Jensen.

Kilimanjaro er ikke noget farligt eller vanskeligt bjerg som sådan at bakse med. Ikke noget med at dingle i reb og indhamre kiler for at vinde en meter eller halvanden på en dødsforagtende tur mod toppen. Man snører groft sagt bare vandrestøvlerne og strammer balderne. Men den iltfattige luft kan ikke desto mindre få selv en professionel elitesportsmand gjort mør.

- Det var underligt nok hårdere for os ryttere end mange af vores mekanikere eller kontorpersonalet. Det skal så også siges, at vi ikke måtte få nogen form for medicin mod højdesyge, fordi man kunne risikere at rende ind i en positiv test ved en dopingkontrol, fortæller Christopher Juul-Jensen, der ligesom Alberto Contador ikke var fri for at føle sig mere end almindeligt presset af omstændighederne.

- Man blev ramt af en hovedpine, der føltes som de værste tømmermænd nogensinde. Gange 10, vel at mærke, griner Juul-Jensen, som ikke ville have været oplevelsen foruden.

- Det var den slags oplevelse, hvor man på den ene side siger ’jeg gør det aldrig igen’ og på den anden side ikke ville have været det foruden, når man fik serveret en omelet i 4.600 meters højde af en sherpa, som havde båret æggene hele vejen op. På den måde var turen en oplevelse for livet, og alle anstrengelserne blev visket væk, når man stod i solopgangen kl. 7.30 på verdens tag. Hold kæft, hvor var det fedt, lyder det fra den danske rytter med de irske aner.