Mathieu van der Poel var urørlig, da han vandt Flandern Rundt for tredje gang. Mads Pedersen satte alt på et bræt og kørte et voldsomt offensivt cykelløb, hvor en af hans beslutninger fik os til at ligne et stort spørgsmålstegn. Det endte med at koste, mens en anden dansker overraskede stort.

Her får du B.T.s dom fra Flandern Rundt, der igen blev vundet af Mathieu van der Poel.

Mathieu van der Poel var igen urørlig ved Flandern Rundt.
Mathieu van der Poel var igen urørlig ved Flandern Rundt. Foto: Laurie Dieffembacq/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Alle med danskerbrillerne solidt plantet i ansigtet kiggede mod Mads Pedersen inden Flandern Rundt. I stedet fik vi Mikkel Bjerg.

Den danske tempomaskine kørte et voldsomt løb, hvor han hverken var for fin til at slide i det for sine holdkammerater eller køre klogt og kløgtigt for at holde sig selv inde i løbet helt til det sidste.

Det må være helt surrealistisk pludselig at sidde i finalen i verdens måske største endagsløb, og den 25-årige dansker kan være vanvittigt stolt af en fjerdeplads.

Efter 15.-pladsen sidste år ligner han for alvor en mand, man skal holde øje med i de kommende år. Wow, Mikkel Bjerg!

Soudal Quick-Step

I disse år er det bare ikke sjovt at være Soudal Quick-Step-rytter.

Det belgiske storhold, der for bare få år tilbage var cykelsportens absolutte stormagt ved forårsklassikerne, var igen usynligt ved Flandern Rundt, hvor de lignede et helt ordinært mandskab– hvis det kan gøre det.

I glimt så vi ryttere fra en lang række af feltets hold, men ud over en mand i morgenudbruddet, et par forceringer fra Kasper Asgreen og enkelte momenter, hvor Julian Alaphilippe trådte i karakter, var Soudal-drengene helt fraværende.

Den situation er altså ved at være alarmerende, og det kan næppe være en fornøjelse at hedde Casper Pedersen eller Kasper Asgreen for tiden.

Mads Pedersen fik en noget broget optakt til Flandern Rundt, da han først sejrede ved Gent-Wevelgem (på billedet) og dernæst styrtede i Dwars door Vlaanderen. Søndag lå han længe i front med van der Poels holdkammerat Gianni Vermeersch.
Mads Pedersen fik en noget broget optakt til Flandern Rundt, da han først sejrede ved Gent-Wevelgem (på billedet) og dernæst styrtede i Dwars door Vlaanderen. Søndag lå han længe i front med van der Poels holdkammerat Gianni Vermeersch. Foto: David Pintens/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvad i alverden havde du gang i, Mads P.?

Sådan tænkte en lang række af dem, der så med ved Flandern Rundt, da den danske stjerne kastede sig ud i et vanvidsridt i fronten af løbet, hvor han lå ene mand med en Alpecin-rytter og oksede afsted gennem 30 kilometer, uden at kunne løsrive sig fra de øvrige favoritter. Aldrig slap de grebet om Lidl-danskeren, der ikke fik mere end et forspring på 30 sekunder.

Derfor virkede det som et selvmordsprojekt, da Mads Pedersen blev ved med at bruge krudt på den dødsdømte mission i stedet for at lade sig falde tilbage – og det fik mange til at undre sig, blandt andet Brian Holm, den ene halvdel af kommentatorparret på Eurosport.

Når det er sagt, skal den 28-årige dansker også med rette roses for at have kørt brølstærkt i størstedelen af løbet på trods af den brogede optakt, han havde med i cykeltasken, hvor han blandt andet tog fire kilo på og tabte dem igen på få dage.

Men man vinder ikke titler alene på at køre offensivt med enormt mod og animere løbet. Desværre. I stedet blev det en 22.-plads.

Mathieu van der Poel fastslog igen, at han er den ubestridte konge af Flandern, da han kørte i mål ensom majestæt efter et soloridt på løbets sidste 43 kilometer.

Sejren kan der på ingen måde stilles spørgsmålstegn ved, men verdensmesteren blev hjulpet på vej af en uvirkelig situation, hvor han stak af fra sine konkurrenter.

Det hollandske bæst var nemlig en af de eneste, der ikke gik i stå på Koppenberg-stigningen. Her var brostenene så fedtede grundet regn og mudder, at stort set hele feltet måtte stå af cyklen og trække op af de spejlglatte brosten for at forcere forhindringen, som van der Poel ellers strøg henover.

De surrealistiske billeder, der mindede mere om cykelcross, glemmer vi ikke lige foreløbigt. Men hold op, hvor er Flandern Rundt bare gudeunderholdning. Det løb kan bare alt.

Tidligere på dagen var der også kaos ved Flandern-infernoet, der er pakket ind i larm, øldunst, tunge fritureskyer og cigaretrøg fra de 750.000 mennesker i vejkanten.

Med 127 tilbage af dagens 271 kilometer så det decideret grimt ud, da en tilskuer blev ramt og sendte adskillige ryttere i jorden, blandt andet Floris de Tier fra Bingoal. Tilskueren blev nemlig liggende i vejkanten i adskillige sekunder og lod til at have slået sig voldsomt, mens de mange ryttere væltede i flæng.

Senere kom der endnu et styrt, og selvom det er umuligt at sige, hvem der var skyld i postyret, har vi et opråb for at undgå flere uhyggelige billeder. Pas nu på!

1. Mathieu van der Poel – Alpecin-Deceuninck
2. Luca Mozzato – Arkéa B&B Hotels
3. Nils Politt – UAE Team Emirates
4. Mikkel Bjerg – UAE Team Emirates
5. Antonio Morgado – UAE Team Emirates
6. Magnus Sheffield – INEOS Grenadiers
7. Oliver Naesen – Decathlon AG2R La Mondiale Team
8. Dylan Teuns – Israel-Premier Tech
9. Alberto Bettiol – EF Education-Easypost
10. Toms Skujins – Lidl-Trek