BMW har fået en baby-SUV, der ganske vist hedder SAV i BMW-sprog, men det kommer ud på det samme.

Når man én gang har tænkt en god ide, og den oven i købet viser sig at slå an, så har man en grundlæggende tema, man kan lave variationer over i mange år.

Da BMW blev terrængående med X5 i 1999, åbnede der sig et nyt marked for den tyske personbilsproducent, og publikum tog godt imod, nye X-modeller som 3 og 6 kom til, og i dag er hver femte solgte BMW faktisk med et X i modelbetegnelsen.

Imens har verden været i gennem en opbremsning på forbrugssiden, og store tunge SUV er ikke nødvendigvis populære alle steder, mens selve klassen - biler, der er lidt højere og har terrængående egenskaber eller look, forsat kan sælges.

- Man kan se den nye X1 som svar på den nye kundeefterspørgsel, der er opstået. Og foreløbigt er vi helt alene i segmentet med sådan en bil i premiumsklassen, siger Peter Krist, der har været ansvarlig for X1-projektet.

Sådan ser konkurrenter som VW med Tiguan, Volvo med XC60 eller Ford med Kuga nok ikke på det, så det betegnende i udsagnet er, at BMW ikke regner dem som værdige konkurrenter i X1's klasse.

Første gang man ser specifikationerne på X1, kommer man unægtelig til at tænke på X3, for den er kun marginalt kortere end storebror, men så snart man ser bilen i virkeligheden, så hører ligheden op.

Lavstammet og skrå bagtil

X1 ser meget mindre ud, blandt andet fordi den ikke står så højt over jorden, fordi selve bilens profil er lavere og ikke mindst, fordi den er gjort skrå bagtil. Det giver tilsammen et billede af en mere kompakt bil, hvilket den også er.

X1 er som sagt en SAV i BMW-sprog, hvilket står for Sports Activity Vehicle - altså en sportlig bil til de aktive. Et lidt misbrugt begreb i bilverdenen, fordi det stort set hæftes på alle nye biler, men man må medgive, at muligheden for det aktive ligger lige for i en bil, der er højere, har firehjulstræk og et godt bagagerum samt et bagsæde, der kan lægges ned i tre dele - nemlig 40 procent pr. styk for de yderste og 20 procent, når man nøjes med golfkøller eller ski i midten.

Bruger man slet ikke bagsæderne, kan de fældes helt ned, så det bliver et plant lastrum. Og mens vi er bag i bilen, så tæller det også med, at ydersæderne kan køres tilbage i ryglænet hele 30 grader.

Formidabelt vejgreb

At X1 ikke er en fuldblods-SUV, mærker man allerede under indstigningen. Man kravler ikke op, men sætter sig ind i noget, der bedst kan betegnes som mellemhøjt. Pladsen er udnyttet godt, og rumfornemmelsen er i top, uanset om man sidder foran eller bagtil, hvor der er plads til tre, men midterpladsen er ikke misundelsesværdig.

BMW vil gerne have X1 til både at være sporty og komfortabel. Den har de sportslige egenskaber, man forventer af en BMW, rattet går en smule tungt og reagerer på det mindste vink, og gennem svingene, vi kørte i Leipzig-området, er den ferm til hurtige retningsskift.

Vejgrebet er formidabelt, og krængning mærker man stort set ingenting til.

På motorvej gør to-listers dieslen med 177 heste det godt. Den ligger stabilt, man hører ikke hjulstøj, men motoren er ikke lydefri ved høj hastighed, og nu vi er ved hastighed, så mister den pusten omkring 180 kilometer i timen, og det tager umanerligt lang tid at nå toppen på 205.

Mens den sporty side fungerer fint, så har den mistet lidt i komfortafdelingen. Affjedringen kan ikke kaldes knaldhård men til gengæld kontant, og på de mange dårlige veje omkring Leipzig kunne man godt have ønsket sig, at en større del var blevet opsuget på en anden måde.

Man hopper omkring, og kører man på motorvej med kort mellem bølgetoppene, så er det direkte irriterende.

Men det kan ikke ødelægge indtrykket af, at BMW med X1 har ramt en variation i SUV-temaet, der sandsynligvis vil gøre den populær hos kunderne.

Også med baghjulstræk

Hvis ikke BMW selv vil udnævne konkurrenter, så kunne den måske komme indenhus, for mangen en 3 Touring køber vil sikkert tænke på, om det ikke kunne betale sig at købe den størrelsesmæssigt næsten identiske X1. For X1 er meget mere 3-serie, end den er 1-serie. Og priserne nogenlunde de samme.

Skulle man til det spørge 'Jamen hvad skal jeg med en firehjulstrækker' ligger svaret lige for. X1 fås nemlig også med kun baghjulstræk - navnet bliver i stedet med et S. Og det gør den endnu billigere.

X-drive-modeller koster omkring 45.000 kr. mere end S-modeller.

Billigste sDrive18i koster 472.680 kr., mens xDrive 18d koster 562.680 kr. Dyreste udgave er xDrive 28i benzindrevet 6-cylindret motor til 792.680 kr.

På brændstofsiden er kan sDrive18d køre 19,2 km på en liter diesel, mens samme bil med x-drive kører 17,5 km, så firehjulstræk har en pris både ved kasse 1 og tankstanderen.