Bl.a. blev 74-årig kvinde på cykel ramt bagfra, så hun faldt hen ad vejen. Drengene på 15, 16 og 17 år bliver stillet for en dommer søndag.

De tre drenge fra Hee området ved Herning spredte rædsel lørdag formiddag i Ringkøbing, tarm og Skjern områderne.

”De kørte deres stjålne personbil for fuld fart op på siden af cyklister og knallerter med åben bildør. Fire-fem cyklister og knallerter blev ramt hårdt bagfra, så de væltede ned på gaden. Det er meget alvorlige forhold og kunne være gået helt galt,” siger vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, John Toft, til bt.dk.

Derudover forsøgte drengene at fravriste den ældre dame sin håndtaske, og de kørte fra regningen på en benzinstation.

Det lykkedes for politiet at anholde de tre drenge, der var hjemme på ferie formentligt fra ophold på institution, og politiet fremstiller dem søndag i grundlovsforhør med krav om fængsling.

De vil blive sigtet for i grov kådhed at have bragt andres liv og førlighed i fare og for røveriforsøg. Alle ofrene for vanvidskørslen slap med knubs og skrammer.