I X Factor har seerne lært Mulila at kende som kvinden med den store stemme og smittende humør. Indtil udsendelsen fredag aften, hvor hun for åben tv-skærm også kunne føje en rørende barndom til det billede.
26-årige Mulila er født i fattige Zambia, hvor hun boede de første seks år og som to-årig oplevede at miste sin mor. Da hun blev seks flyttede hun op til sin storesøster i Danmark - blot for kort tid efter at havne på børnehjem og i plejefamilie.Siden har Mulila kæmpet på mange planer. Og her til aften sang hun sig videre i X Factor, hvor Cutfather ikke kunne komme uden om hende, da han skulle udpege de fem bedste i kategorien solister over 25 år.
- Det er fantastisk, at jeg er kommet så langt i X Factor. Jeg har meldt mig til hvert år, men jeg har simpelthen ikke turde komme til precastingen på programmet, fordi jeg var så nervøs, siger Mulila til bt.dk.
I tv gav hun seerne en flig af sin baggrund, der ligger langt, langt fra det liv, Mulila lever i Danmark.
- Jeg kan huske, at vi var fattige i Zambia. Vi boede rigtig mange sammen i et lille hus, og man var glad bare man fik et måltid mad om dagen, siger Mulila.
I en alder af seks blev hun hentet til Danmark af en af sine storesøstre, der allerede boede og arbejdede i landet. Men først skulle X Factor-deltageren opleve at miste sin mor - der døde af fødselskomplikationer - og det blot i en alder af to år.
- Jeg kan huske, da hun døde. Jeg sad uden for vores hus og ventede på, at hun skulle komme hjem, men hun kom aldrig. En af mine søskende fortalte i stedet, at hun var taget på ferie. Jeg tænker selvfølgelig over det i dag, for der er mange situationer, hvor man mangler en mor - specielt når det handler om at være en ung kvinde, fortæller Mulila.
Selv om man skulle tro, at det at komme til Danmark løste mange problemer for den unge pige, så var det kun de materielle ting, som fokus blev fjernet fra. For Mulila skilte sig ud. Rigtig meget.
- Jeg er meget taknemlig for, at jeg kom til Danmark. Jeg er taknemlig for, at jeg kan sove i en varm seng, har varmt vand, at der er et rigtigt toilet, som ikke står i gården. Jeg er også taknemlig for, at jeg kan tage en uddannelse. Men mest af alt så er jeg taknemlig for, at jeg kan forsøge at udleve min drøm og lave musik, som jeg gør nu, siger Mulila og smiler sit karakteristiske smittende smil, der går fra det ene øre til det andet.
- Men i starten følte jeg mig meget uden for. For jeg var nemlig den eneste afrikaner på min alder. I starten blev folk bange for mig, for de havde ikke set en mørk person før, uddyber hun.
Mulila boede det første stykke tid i Danmark hos sin søster og dennes mand. Men efter noget tid måtte den unge pige flytte på børnehjem, og efterfølgende i plejefamilie. Det var her, hendes musikalske gnist for alvor blev tændt.
Selv om hendes opvækst for de fleste virker voldsom og hård, så ser Mulila det ikke sådan.
- Jeg har ikke ondt af mig selv. For min historie har gjort mig til den, jeg er. Det kan virke som mange barrierer, men det har udviklet mig, forklarer Mulila, der i dag, ved siden af sangen, er i gang med at læse til sundhedservice-sekretær.
