Man skal passe på, man ikke bliver forvænt med de høje varmegrader.

For selvom temperaturen er faldet de seneste dage, så er det faktisk det, man kan kalde dansk sommervejr.

»Det bliver måske en smule varmere igen, men det er jo faktisk forholdsvis pænt sommervejr. Nu har vi haft den her hedebølge, men det er jo egentlig en dansk sommer, vi har nu,« siger Erik Hansen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Han fortæller, at der lige nu er lidt flere skyer end normalt. Det eneste sted i Danmark, der onsdag kan se solen, er Vendsyssel.

»Det er til den kølige side i dag, onsdag, men de kommende dage vil solen komme igennem skydækket og hæve temperaturen,« siger Erik Hansen og fortsætter:

»I Nordjylland løber de med det bedste vejr. Her kan temperaturen godt runde 25 grader.«

I resten af Danmark vil man ikke opleve mere end 24 grader. Dog holder det tørt og vinden er svag.

Først på søndag kommer regnen.

»Det kan godt dryppe lidt i dag. Men det er så lidt, at det ikke er værd at bemærke,« siger Erik Hansen.