Fra indian summer til isnende kulde. I morges vågnede mange danskere op til is på bilruderne, rimfrost på græsplænerne og en kulde, som står i skærende kontrast til de seneste dages sommerlige vejr.

»Der har været et luftmasse-skifte i nat. En koldfront er kommet ned over landet, og det har lokalt givet nattefrost på både Sjælland og i Jylland,« siger vagthavende meteorolog hos DMI, Jesper Eriksen.

Hvor meget koldere har det været i nat og i morges sammenlignet med natten til i går?

»Der er store lokale udsving, men hvor det natten til i går var mellem syv og 12 grader varmt, vågnede mange af os til temperaturer omkring frysepunktet. Så rundt regnet er temperaturen faldet med 10 grader.«

Hvorfor er det blevet så meget koldere på blot et døgn?

»Koldfronten har trukket kølig, tør luft ind over landet. Derudover har der været ganske få skyer og næsten ingen vind. Det er optimale betingelser for lave temperaturer om efteråret og vinteren,« forklarer Jesper Eriksen.

Det er nu det vejr, vi er vågnet op til fredag - og ikke de sidste mange dages fejende flotte efterårsvejr med ikke så få strejf af sommer - som er det normale, understreger han.

»Nu har vi igen fået normalt oktobervejr.«

I løbet af dagen stiger temperaturerne dog så meget, at du godt kan lægge vinterhandskerne i jakkelommen igen. DMI lover temperaturer mellem 10 og 15 grader og flot, solrigt vejr, om end der efterhånden kommer flere skyer ind over landet vestfra.

I weekenden tager vinden en anelse til, og der kommer flere skyer på himlen. Det giver lidt højere nattetemperaturer.

Men det er kun en stakket frist. Efteråret er kommet for at blive - og snart vender kulden tilbage.

»Hvis du ikke allerede har gjort det, er det en god idé at skifte til vinterdæk på bilen. Fra midten af næste uge ser det ud til, at vi igen får nattefrost,« siger Jesper Eriksen.