Der er en hedebølge på vej ind over Danmark.

»Det betyder, at vi vil opleve op til 30-32 grader fra onsdag til lørdag,« fortæller vagtchef ved DMI, Frank Nielsen.

Dog er det primært Vest- og Nordsjælland og Vest- Midt- og Sydjylland, der vil mærke de høje varmegrader.

Men helt koldt bliver det ikke i resten af landet. Det øvrige Danmark kan forvente en lille uge med omkring 25 graders varme.

Frank Nielsen fortæller endvidere, at vi er heldige at have vand omkring os i Danmark.

»Vandet køler os lidt ned, så det ikke bliver lige så varmt som de lande, hvor der er store områder med fastland,« siger han.

Var vi ikke omgivet af hav, ville vi nogle steder i landet runde 40 varmegrader.

Varmen kommer fra Tyskland, men skyldes også at solen står højt på himlen.

»Solen varmer godt og varmer sammen med en varmefront landet op,« siger vagtchefen.

Frank Nielsen fortæller, at man formoder, at varmen vil aftage igen på lørdag.

Dog er der en chance (eller risiko, om man vil), for at varmen fortsætter.

Så husk solhat og solcreme, hvis du begiver dig ud i det danske sommervejr de kommende dage.