Skal du cykle i skole eller på job torsdag morgen, så bliver du drivvåd. I hvert fald, hvis du bor på Sjælland.

Sådan lyder forudsigelsen fra DMI fra morgenstunden, som i skrivende stund varsler om kraftig regn og lokale skybrud på det meste af den sydvestlige del af Sjælland.

Det gælder – med vagthavende meteorolog Jesper Eriksens ord – groft sagt om et område, der går sydvest for Køge op til vest for Sjællands Odde.

»Det regner allerede kraftigt vest for det område nu, og det kulminerer i morgentimerne,« siger han.

Varslet fra Danmarks Meteorologiske Institut har været gældende fra onsdag aften klokken 23, og det varer frem til omkring torsdag middag.

Jesper Eriksen er sikker på, at kriteriet for kraftig regn bliver opfyldt – 24 millimeter regn i løbet af seks timer, mens det er mere usikkert, om og hvor der kommer skybrud.

Også for den øvrige del af Sjælland kan det blive en våd dag. Her er der nemlig et risikovarsel for kraftig regn og lokale skybrud.

»For det meste af det østlige Sjælland er der en ret lille risiko for kraftig regn, men det er lidt drilsk,« siger den vagthavende meteorolog.

Det våde vejr klinger af i løbet af eftermiddagen, lover han, med Bornholm som eneste undtagelse.

»Efterhånden kommer der en opklaring med lidt eller nogen sol, men det bliver ikke en flot sensommerdag. Og på Bornholm gælder risikovarslet for kraftig regn og skybrud helt frem til fredag morgen. Der bliver ikke meget solskin på Solskinsøen i dag.«