Torsdag morgen står danskerne op til temperaturer, der giver flere vinter- end forårsfornemmelser. 

Ikke desto mindre skal vi huske at nyde vejret her til morgen. For snart bliver det værre.

»Selvom vi ikke får sol fra en skyfri himmel, gælder det dog om at nyde den sol vi får,« skriver DMIs vagthavende meteorolog Mette Zhang i en kommentar.

»Et lavtryk ved Færøerne sætter nemlig i løbet af dagen kursen mod Danmark, og allerede i aften svinger en tilhørende front ind over landet,« tilføjer hun.

Inden vi når så langt, vågner vi danskere som sagt til en særdeles kølig morgen.

Fra morgenstunden er det mellem et par graders frost og fem graders varme – køligst inde i landet.

Solen vil indledningsvis smile til os i dag, men i løbet af dagen dannes der efterhånden byger. Samtidig sniger temperaturen sig op på mellem seks og 11 grader.

Hvis du synes, det lyder lidt sløjt for årstiden, så er det intet imod, hvad der venter i morgen, fredag.

Her vil fronten dels give en hel del nedbør flere steder i landet, og samtidig falder dagstemperaturerne en anelse.

Og risikoen for nattefrost? Ja, den varer ved. Ikke alene fredag, men også i weekenden.