Hvis du skal ud på vejene fredag aften eller lørdag morgen, skal du være meget opmærksom.

DMI advarer om risiko for isslag og spejlglatte veje flere steder i landet.

Hele Danmark bliver ramt af en ordentlig omgang sne, men i den sydvestlige del af landet drejer vinden mod vest sent fredag aften.

Og det skaber desværre optimale betingelser for et isslag.

»Fra Limfjordens munding ned over Fyn og måske helt mod Lolland er der risiko for, at nedbøren kan falde som isslag. Det skyldes, at temperaturerne i forbindelse vestenvind flere steder stiger til 3-5 grader,« siger vagthavende meteorolog ved DMI, Klaus Larsen til Ritzau.

Isslag danner et lag helt klar is på underlaget, som bliver meget glat og derfor farligt at færdes på.

Hvor danskerne risikerer at komme til at skøjte rundt i de sydvestlige egne, kan nordjyderne godt finde kælken frem.

Her lover DMI op til 25 centimeter sne i løbet af weekenden.