Lørdag aften udsendte fyrstehuset i Monaco nyheden om, at fyrstinde Charlene er testet positiv for coronavirus.

Og i forbindelse med erklæringen åbner fyrst Albert nu op for svære følelser omkring sin kones helbred.

Ifølge People er der ud fra Charlenes erklæring ingen grund til at bekymre sig om hendes helbredstilstand i forbindelse med coronavirussen.

Dog lægger fyrst Albert ikke skjul på, at fyrstinden har kæmpet meget med netop helbredet det seneste år. Et emne, der ellers har været omgærdet af en del mystisk, fordi fyrstefamilien har holdt kortene tæt til kroppen.

Men til den franske avis Journal de Dimanche fortæller fyrst Albert nu, at Charlene har »lidt meget« på det seneste. Det skriver blandt andre People.

Som følge af en rejse til Sydafrika, hvor Charlene oprindelig kommer fra, blev hun indlagt og opereret for en alvorlig næse-halsinfektion.

Og i en lang periode har fyrstinden været indlagt til behandling på private klinikker i udlandet. Derfor har hun ikke kunnet bruge så meget tid sammen med familien, som de ønskede.

Til Journal de Dimanche indrømmer fyrst Albert, at det har været hårdt at undvære hinanden. Både for ægteskabet, men også for deres tvillinger, syvårige Jaques og Gabriella:

»Det var især en prøvelse for min kone, som led meget og gennemlevede svære tider, langt fra sin familie. Men også en test for vores børn og for mig selv,« har fyrsten udtalt til mediet.

Prins Albert, prins Jacques, prinsesse Gabriella og prinsesse Charlene.
Prins Albert, prins Jacques, prinsesse Gabriella og prinsesse Charlene. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Han fortæller desuden, at der det seneste år har floreret rygter om, at han og Charlene skulle skilles. Det har været hårdt for parret, der har formået at holde sammen til trods for den store geografiske afstand.

»I dag er Charlene tilbage hos os, og det her er det smukkeste, der kunne være sket. Hun har det bedre, vi kan endelig bruge tid sammen. Det er en lettelse og en glæde for os alle sammen,« siger fyrst Albert til det franske medie.