44-årige Prinsesse Charlenes helbred har længe været omgærdet af en del mystik, og samtidig har Monacos kongefamilie har holdt kortene tæt til brystet.

Hun blev indlagt i september sidste år under en rejse til Sydafrika, hvor hun er født. Her blev hun opereret for en alvorlig øre-næse-halsinfektion.

I et interview til mediet Monacomatin.mc fortæller hun, at hun var indlagt i en lang periode frem til april i år, hvor hun blev genforenet med sin familie – tvillingerne Gabriella og Jacques på syv år og hendes mand, prins Albert.

»Jeg har lagt al min energi på mine børn, min mand og mit helbred. Jeg er meget glad for at være hjemme i Monaco og med min familie,« siger hun om at komme tilbage til familien.

Hun uddyber ikke, hvad hun fejler, men forklarer, at hun har et skrøbeligt helbred. I dag har hun det heldigvis lidt bedre.

I interviewet afviser prinsesse Charlene også rygter, der har floreret om, at hun og hendes mand prins Albert har problemer i deres ægteskab.

Stephane Bern, en kongelig ekspert tilknyttet flere franske medier, er blandt dem, der har spekuleret i, hvorvidt hendes helbred er blevet brugt som et skjold for at skjule eventuelle problemer i forholdet.

Hun afviser dem og siger, at hun finder det beklageligt, at forskellige medier spreder rygter om hendes liv og ægteskab.