I mange år var Johannes Møllehave mentalt lammet efter moderens sidste, grufulde ord til ham på sit dødsleje.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I årevis var hele Danmarks digterpræst, Johannes Møllehave, mentalt lammet, efter at hans gamle mor på sit dødsleje udstedte en grufuld forbandelse over sønnens hoved.- Du har kun ønsket min død. Gid du selv må dø med smerte. Gid dit hus må brænde. Gid dine børn må dø.
Disse næsten ubærlige, hårde ord fra en mor til en søn var det sidste, hun sagde til Johannes, inden hun udåndede.
For den rystede Johannes var det et dybt chok, især fordi han i den sidste tid samvittighedsfuldt boede hos hende på Langeland og sad ved hendes dødsleje i de fleste af sine vågne timer.
Lammet i årevis
- Jeg var lammet i årevis bagefter. Jeg var ramt, fordi min mor og jeg havde haft et smukt forhold, siger Johannes Møllehave.
Bagefter var Johannes Møllehave dog selv i stand til at begrave sin mor. Men først flere år senere, da han over for nogle læger afslørede moderens forbandelse over ham, fandt han ro med det.
- De forklarede, at et døende menneske i smerter godt kan reagere med stor vrede og misundelse over, at andre må leve videre. Et menneske kan blive aggressivt, når det gør ondt. På samme måde, som et lille barn kan sparke til et bordben i vrede.
Desuden sagde lægerne, at hun kan have været ramt af kræft-metastaser i hjernen, så hun ikke vidste, hvad hun sagde. Det fik mig til at forlige mig med situationen, siger Møllehave.
Havde ikke behov for at tilgive
»Havde du på noget tidspunkt problemer med at tilgive hende de voldsomme ord?
- Nej, det har jeg aldrig haft. Jeg havde ikke behov for at tilgive, på samme måde, som man ikke behøver at tilgive et menneske noget, det siger i søvne. Hun vidste ikke, hvad hun sagde, siger Johannes Møllehave.
Johannes Møllehave ved dybt nede, at hans mor aldrig ville have forbandet ham, mens hun var rask. Især fordi moderen aldrig har skældt ham ud – heller ikke når hun havde grund til det. I stedet har hun altid holdt hånden over ham.
Episoden er fortalt i en ny bog, 'Det ender godt' om Johannes Møllehave, hvor chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, gennem samtaler med digterpræsten, skriver om Møllehaves forhold til døden. Et emne, som præsten mener stadig er et tabu i Danmark.
I bogen fortæller Johannes Møllehave også om den nat i lejligheden i Sydengland i 2001, hvor hans kone, forfatteren Herdis Møllehave, døde.
Ved tre-tiden vågnede han ved, at Herdis stod op. Han fandt hende stå vaklende ude i gangen, og da han greb fat i hende, faldt de begge omkuld.
- Din store klods, sagde hun i faldet. Og døde samtidig.
For Johannes Møllehave var det et stort chok at miste sin ægtefælle gennem 42 år.
- Da jeg mistede Herdis, blev jeg selv ramt af en voldsom smerte og en stor vrede, siger Johannes Møllehave.
Det negative hører også med til livet
Senere har han selv måttet se døden i øjnene flere gange under sit eget lange sygdomsforløb med by- pass operationer og to blodpropper i hjernen sidste vinter. Og han har selv forliget sig med tanken om døden:
- Du bestemmer ikke alt det gode, der sker i dit liv. Og du bestemmer ikke, om dit barn dør, om din ægtefælle dør, hvornår du selv skal dø. Du er ikke 'Fortælleren' i dit liv, og det negative hører med. Som et vilkår. Også døden.
Benny Andersen siger: - Livet er ikke det værste, man har. Jeg tilføjer: - Det er døden heller ikke. For det ender godt! Det tror jeg, fordi jeg er en kristen mand. 'Fortælleren' i vores liv har skabt os og tager sig af os, mens vi lever. Jeg tror også, han tager sig af os, når vi skal dø, siger Johannes Møllehave.
