Onsdag begynder en fest over fem dage i København. Læs mere om Distortion her.

København. Gadefesten Distortion indtager onsdag de københavnske gader, hvor der indtil søndag kan opleves livemusik og feststemte mennesker.

Læs mere om gadefesten her:

* Distortion er en musik- og gadefest, der fandt sted første gang i 1998 i København. Siden 2000 har den varet i fem dage.

* I år varer den fra onsdag den 30. maj til søndag den 3. juni. Den begynder på Nørrebro, rykker torsdag til Vesterbro, og så er der "final party" på Refshaleøen både fredag og lørdag.

* Det er endnu ikke meldt ud, hvor søndagens hygge finder sted, og hvad programmet for det er.

* Det er gratis at deltage i gadefesterne i løbet af dagen, mens aftenarrangementer med internationale kunstnere koster penge.

* Distortion ejes af Fonden Distortion København, mens sekretariatet Nus/Nus driver gadefesten.

* Der ventes cirka 120.000 deltagere hver dag under gadefesten, og omkring 75 scener bliver sat op over de fem dage.

* I Distortions begivenhed på Facebook har 22.000 personer tilkendegivet, at de deltager, mens 49.000 viser interesse for begivenheden.

* I 2016 modtog Københavns Kommune 126 skriftlige klager fra borgere i forbindelse med Distortion. I 2017 modtog kommunen 33 klager.

* Klagerne fokuserer primært på støj, urin og glasskår i gaderne og private gårde/kælderskakte samt beskidte gader i morgentimerne.

* Der er sat en støjgrænse på maksimalt 80 decibel målt ved nærmeste bygning ved veje og gader. Ved pladser er der en støjgrænse på 60 decibel.

* Gadefesten skal i år sikre offentlig adgang til 1360 toiletter mod 1200 i 2017. Antallet af toiletter i 2017 var allerede en fordobling i forhold til året før.

* Siden 2017 har festen skullet betale et depositum på 350.000 kroner, som skal gå til at dække hærværk og skader efter Distortion.

* Distortion er i 2018 bevilget tilskud fra Festivalpuljen i Kultur- og Fritidsforvaltningen på 1,7 millioner kroner.

Kilder: Københavns Kommune, Fonden Distortion København, Nus/Nus og Berlingske.

/ritzau/