Sommeren har været lang og flot, og det kan måske give sommerhus-vaklende danskere håb om, at fremtiden også vil bringe sommervejr, der gør det til en fest at holde ferie på vores hjemlige breddegrader.

Og er det ikke en lille træhytte med en vildtvoksende brombær-busk - eller tanken om at holde ferie blandt liebhaverne i Nordsjælland -  der trækker i dig, er der stadig mulighed for at få placeret fritids-millionerne.

Et nyt sommerhus har nemlig netop meldt sig på banen som det dyreste, der for øjeblikket er udbudt til salg uden for hovedstadens klassiske højdespringer-kommuner.

Sommerhuset ligger nær Mols Bjerge og Bogens Strand ved Ebeltoft på Djursland. Kontantprisen lyder på 15,5 millioner kroner, hvilket placerer adressen blandt landets 10 dyreste sommerhuse, der netop nu er udbudt til salg offentligt.

Masser af plads

Kvadratmeterprisen når op på lige knap 53.450 kroner. Der er nemlig 290 styk at komme efter, og de fordeler sig på 10 værelser og blandt andet et wellness-inspireret badeværelse og et nyt køkken.

Til huset hører der ifølge liebhavermæglerkæden Lilienhoff, der har ejendommen til salg, en grund på 137.596 kvadratmeter, hvor der blandt andet er udekøkken, udendørs karbad og en større sauna.

Ebeltoft ligger i Syddjurs Kommune, hvor sommerhusene i år* er solgt for gennemsnitlige kvadratmeterpriser på 16.244 kroner.

Dermed er der stadig en bid vej op til de priser, sommerhusene er handlet for i nabokommunen Aarhus.

I den jyske hovedstadskommune er en sommerhus-kvadratmeter nemlig i gennemsnit solgt for 32.172 kroner. Eller hvad der svarer til, at et fritidshus på 80 kvadratmeter er gået for godt 2,5 millioner kroner.

Se sommerhuset her

*Boliga har opgjort salgskvadratmeterpriserne på fritidshuse solgt i perioden 1. januar-20. juni 2018.