De fleste europæiske lande har så småt åbnet for turister igen, men frygten for coronavirussen er bestemt ikke forsvundet af den grund.

Især ikke på de italienske strande, hvor lokale beretter om frustrationer, usikkerhed og frygt, fordi strandene bliver mere og mere overfyldte.

Det skriver The Guardian, som blandt andet har talt med en 20-årig kvinde, som blev slået, fordi hun bad en anden strandgæst om at lægge sig længere væk fra hende, da hun ikke mente, personen holdt nok afstand.

Mediet har også talt med en lokal italiener ved navn Marina Marzari, som fortæller, at turisterne strømmer til uden at tænke på smittespredning.

»Det er gået fra at være et sandt paradis til at være et sandt helvede,« siger hun og fortsætter:

»Det er de mest tætpakkede grupper af mennesker, jeg nogensinde har set. Ingen bruger maske, og der bliver ikke holdt afstand. Det er ubehageligt.«

Marina Marzari fortæller også, at hun har ringet til politiet flere gange, men at det ikke har hjulpet.

Enkelte steder i Italien har man allerede taget hånd om strand-problemet.

For eksempel har myndighederne på øen Ischia uden for Napoli indført en lov, som forbyder folk, der ikke følger tiltagene mod smittespredning, at bruge strandene resten af sommeren.

Og i regionen Ligurien har myndighederne ansat folk, der skal patruljere på strandene.

Det er dog ikke kun på de italienske strande, at der er corona-kaos i støvlelandet.

Således påstår flere italienere fra Lombardiet i det nordlige Italien, som i særlig grad har døjet med mange tilfælde af covid-19, at de bliver diskrimineret under ferier langs landets kyst.

The Guardian har talt med flere indbyggere fra byen Codogno i Lombardiet, som blandt andet beretter om episoder, hvor de er blevet afvist i forsøget på at bestille en ferie i deres eget hjemland, fordi de kommer fra en såkaldt 'rød zone'.

En af dem, der har fået sin bestilling afvist, er Davide Passerini, der er borgsmester i byen Fombio, men som bor i Codogno.

»Det er et resultat af uvidenhed,« siger borgmesteren, der blev afvist i forsøget på at bestille en ferie til Toscana.

»De forstår ikke, at folk, som kommer fra de første røde zoner, sandsynligvis har mindre risiko for at få virussen igen,« fortsætter han.