Natten til søndag smed en gerningsmand brandbomber ind på et værtshus i Ängelholm.

En 21-årig mand er blevet anholdt i Sverige, hvor han er mistænkt for mordforsøg, efter at han angiveligt kastede brandbomber ind gennem vinduet til et værtshus i Ängelholm natten til søndag.

Ifølge politiet i Skåne var det to genstande, der blev kastet ind.

Der var dog ingen, som blev ramt af flammerne, og gerningsmanden blev overmandet af værtshusets vagter og nogle gæster.

- Manden havde en stor køkkenkniv og havde noget på sig, der lignede et bombebælte med elektronik, står der på værtshusets hjemmeside.

Desuden skulle der være fundet flere brandbomber - eller noget der ligner - i mandens rygsæk, tilføjer værtshuset.

Derudover mener værtshuset at have fundet religiøse skrifter i tasken.

Politiet vil ikke kommentere detaljerne.

- Man har forhørt den 21-årige i løbet af morgenen, og det er det, jeg kan sige lige nu, siger Kim Hild, der er talsperson for Polisregion Syd.

Ängelholm ligger i det nordvestlige Skåne.

/ritzau/TT