Hvis man slår op i ordbogen under 'vende katastrofe til egen fordel', må der stå: 'Donald Trump'.

Kampagnemillionerne til Donald Trumps præsidentkampagne er nemlig væltet ind, efter det kom frem, at USAs tidligere præsident er tiltalt for falsk bogføring i forbindelse med tys-tys-penge til blandt andre pornostjernen Stormy Daniels.

Donald Trumps kampagnefolk har siden begyndelsen af i år indsamlet ikke mindre end 34 millioner dollar svarende til cirka 230 millioner danske kroner til Trumps præsidentkampagne frem mod valget i november 2024.

Heraf er en stor del af kampagnepengene indsamlet, efter New Yorks statsanklager officielt tiltalte Trump 30. marts i år.

Det skriver mediet apnews.com på baggrund af tal fra Politico.

Fra årets begyndelse og frem til tiltalens offentliggørelse havde Trump-kampagnen indsamlet 18,8 millioner dollar, mens Trumps kampagnestab har indsamlet 15,3 millioner dollar efter tiltalen 30. marts.

Dollarregnen over Donald Trump viser ifølge Politico hvor stærk ekspræsidenten er i modvind.

Selvom Donald Trump står over for endnu flere og potentielt alvorligere retssager, vokser støtten til ham blandt hans tilhængere.

»Generelt gælder det, at når en kandidats navn er overalt i medierne og dominerer dagsordenen, er det godt for indsamlingen,« siger Eric Wilson, som er digital strateg i det republikanske parti, og tilføjer:

»Væg til væg-dækningen får ham (Donald Trump, red.) frem på lystavlen hos donorerne.«

Sagen om tys-tys-penge og falsk bogføring har en strafferamme på op til fire års fængsel.

Trump har erklæret sig ikke skyldig i samtlige 34 anklagepunkter.

Det næste retsmøde i sagen er berammet til 4. december, mens selve retssagen ifølge anklageren bør begynde i januar 2024.

Det er bare ti måneder før det amerikanske præsidentvalg.